Formålsparagraf. Ytringsfriheden er uindskrænket, har det lydt i forsvaret for Jyllands-Postens tåbelige stunt med Muhammed-tegninger.

Det er den ikke. Ytringsfriheden er essentiel i et frit, demokratisk samfund. Men den er ikke urørlig. Vi har frihed til at ytre os, men det er frihed under ansvar. Formelt og juridisk gælder der en række straffelovsregler, som ikke må overtrædes. Det betyder, at borgere - og medier - kan indklages for domstolene. Men også i hverdagen pålægger vi os selv hele tiden indskrænkninger i ytringsretten. Kald det omtanke, omsorg, empati, høflighed, respekt eller pli, det er ikke så vigtigt. Det afgørende er, at vi forsøger at tage hensyn - af en lang række forskellige årsager. Det er nemlig en af forudsætningerne for et åbent, demokratisk fællesskab, at vi anerkender og respekterer forskellighed.

Men det er mere kompliceret end som så. For gensidige hensyn må ikke gøre det umuligt at kritisere og debattere. Religionsfrihed betyder ikke, at fordi noget er kært og helligt for den ene, kan det ikke kritiseres af den anden. Der skal være plads til både humor og satire. Hvis Danmark skal bevare sin sammenhængskraft, må »enhver religion finde sin plads inden for rammerne at det, som jeg vil kalde 'det joviale danske samtaledemokrati'«, som Anders Fogh Rasmussen udtrykte det på Venstres landsmøde sidste år.

I et demokratisk Danmark skal vi leve sammen med både religions- og ytringsfrihed, det kræver forståelse og dialog. Og vi skal huske, at da ytringsfriheden blev indført, var det for at beskytte de svage mod magthaverne. Ikke omvendt.

Men i dag er det ikke nok at tænke på, hvordan vi skal leve sammen i Danmark. Tv og internet gør bogstaveligt talt globaliseringen meget synlig. Og det sætter ekstra spot på formuleringerne i skolelovens formålsparagraf. I den gældende lov står der, at »folkeskolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og bidrage til forståelse for andre kulturer«. I det nye forslag hedder det, at skolen skal »give eleverne kundskaber og færdigheder, der gør dem fortrolige med dansk kultur og historie og bidrager til deres forståelse for andre lande og kulturer«.

Der er forskelle, men kernen er den samme: Jens og Johanne skal gøres fortrolige med deres kulturelle rødder. Det samme skal Ömer og Serdil. Og det er vigtigt, at alle får forståelse for hinanden - og hinandens kulturer. Det stiller store krav til god undervisning om kristendom - og til en opprioritering af undervisning om andre religioner. I skolen og i læreruddannelsen.

Men ansvaret for virkeliggørelsen kan ikke bæres alene af skolen og seminarierne. Også det er vi fælles om.

-th