'Selvfølgelig bliver de da nødt til at blive brændt, ellers kan de da ikke holde til en skid!' Det tager lang tid, inden min datter formulerer sig på denne måde. Inden da har hun lavet en lerfigur kaldet 'en god ven', som hun nu lavede to gange, fordi den første smuldrede. Hun har også lavet en herhjemme, for de skulle lave en god ven til klassen. Hun vil gerne og samarbejder, men også denne går i stykker. Hun rømmer sig og kigger op, det var mig, som brækkede armene af figuren, da vi sammen ville forsøge at give den tøj på. 'Jeg kan bare ikke rigtig forstå, hvorfor vi skulle lave den. Vi har nemlig med den første klasselærer også lavet en god ven, som vi skrev om. Det, jeg også bare syntes er så irriterende, er, at de er sjove at lave, men så går de sgu i stykker'. Hun bider sig i underlæben. 'Den første skrev vi om'. 'Hvad syntes du om det far, skulle den ikke brændes? Ellers går den sgu da i stykker. Hvad syntes du om det far? Skal den ikke brændes? Jeg bliver ved med at sige til XX, de skal da brændes, nej, siger hun, de skal bare tørres.

Hvad siger du far?'

Jeg kunne have lyst til at sige en masse til hende om skolen. Dette er bare sagen i en lerfigur. Jeg får lyst til at udstede en bandbulle til skolen: 'Alle lerfigurer, som børnene laver, skal brændes, ellers holder de sgu da ikke!' Som optænding i ovnen kunne jeg tænke mig at bruge de papirer, hvori jeg læser om skolens intentioner. De papirer, hvori skolen vil tages alvorligt og kræver af os forældre, at vi involverer os. Et par af arkene kunne passen-de bruges til at lave et par pile til formningslokalet, så læreren kunne finde vej til ovnen, så figurerne kunne blive brændt.

Jeg er selv lærer, og jeg kender det jo fra min hverdag. Jeg har også klaret mig ved at indtørre figuren.

Vi ser ikke, men lammes i flotte formål, så slapheden bliver virkeligheden. Vi skulle hellere gøre noget ud af jordforbindelsen, se nedad, fåøje på børnene. Af ler er de kommet. Vi skal forme sammen med dem, vi skal brænde sammen med dem.

Jeg fik hermed luft for min vrede, og som lærer vil jeg kunne ånde. Jeg satser på rum og ilt, og jeg tror på brændingsprocessen sammen med andre - politikere, lærere og forældre, men især med børnene.

- Far kan vi ikke brænde lerfiguren?

- Nej, det kan ikke lade sig gøre i vores egen ovn.

- Kan vi så ikke gå ned i skolen?

- Nej, det må vi ikke.

- Kan vi ikke spørge?

Lars Broe

Midtdjurs