Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I julegave fik jeg en cd-rom (Opasia fra TeleDanmark), der gav mig adgang til Internet i tre måneder. Voldsomt nysgerrig, som jeg var, blev programmet hurtigt installeret på min pc, for nu skulle jeg til at udforske et land, som ifølge medierne kunne besætte voksne mænd i en grad, så det endte med, at de mistede familie og job.
Jeg må desværre indrømme, at min begejstring for dette medie ikke just er overvældende. Selvfølgelig kan man, når man søger oplysninger om noget helt eksakt, på en nem og bekvem måde finde mange dokumenter, der omtaler det søgte område. Samtidig kan man om aftenen og i weekenden for billige penge sende breve til venner og familie. Men blot at surfe bevidstløs omkring fra sted til sted - fra emne til emne - er jeg nu helt overbevist om er spild af tid.
Derfor eftersøger jeg kolleger, som er tilkoblet Internet - og som gerne vil bruge mediet til en diskussion om emner, som vedgår jer selv og folkeskolen.
Jeg har lavet min egen hjemmeside, hvor der er - et indlæg om dilettanteriet i forbindelse med færdighedsregningsprøven - et indlæg om astronomi, hvor man kan læse om månedens markante stjerner, synlige planeters position, månedens stjernebillede og bøger, som kan anbefales - et indlæg med to tips til natur/teknik, hvor man får opskriften på at bygge varmluftballoner - et indlæg om prøvespørgsmål til mundtlig matematik i 9. og et eksempel herpå- og et indlæg om edb-vejledning.
Herudover er der en side om den invaliderende sygdom fibromyalgi, som cirka 100.000 danskere lider af, men som kun få kender til, og endelig er der en bagside med lidt tant og fjas - men også en efterlysning.
Min E-mail-adresse er: stuni@post.b.tele.dk og min hjemmeside hedder: http://post5.inet.tele.dk/stuni.
Et spørgsmål til debat: Er folkeskolen, lærerne og eleverne klædt på til IT (informationsteknologi)?
Ole Stærkjær
Thisted