Lad det være sagt med det samme: Jeg holder meget af at arbejde som lærer.

Jeg holder af at undervise og nyder det daglige samvær med eleverne. Jeg sætter stor pris på samarbejdet med kolleger og forældre, og sidst, men ikke mindst, giver det mening for mig at arbejde med læring og demokratisk dannelse af børn og unge i Danmark.

Men jeg er godt og grundigt forvirret … Jeg er forvirret over, hvad folkeskolen er for et sted, og hvor skibet sejler hen.

For mange signaler

Jeg er forvirret over, hvad min rolle er i en skole, som peger i mange retninger, og forvirret over de mange forskellige signaler, der bliver sendt fra alle mulige steder i samfundet, når snakken falder på folkeskolen og dens indhold.

Folkeskolen befinder sig i et alvorligt dilemma, hvor der på den ene side er stærke kræfter i samfundet - politikere, skolefolk, skoleledere og forældre - som, bevidst eller ubevidst, gennem de sidste 20 år og måske flere har villet gøre folkeskolen til et projekt for den enkelte elevs succes og ... ja, altså fokus på eleven - for eksempel Folmer - og dennes karriere. På den anden side står, lidt skarpt opstillet, lærerne, som langt hen ad vejen mener, at undervisning og læring er lig med dannelse til demokrati og fællesskab, som det også er udtrykt i folkeskolens formålsparagraf stykke 3.

Jeg spørger mig selv, om det overhovedet giver mening at have en folkeskole i en global verden, der mere end nogensinde er styret af udbud og efterspørgsel.

Skulle man i stedet tage konsekvensen og lade det være op til forældre og børn selv at vælge, hvilken skoleform der passer bedst til dem, og lade de markedsøkonomiske kræfter bestemme, hvilke tilbud der er at vælge imellem?

Jeg tror på folkeskolen som kulturbærer

Efter min mening er det selvsagt en dårlig idé at lade de markedsøkonomiske kræfter herske. Jeg tror på folkeskolen som kultur- og samfundsbærende institution.

Men jeg mener, det er på tide at tage en beslutning om, hvorvidt folkeskolen grundlæggende netop skal være kultur- og samfundsbærende, eller om den skal være en uddannelsesinstitution - en skole for livet eller en forskole til børn og unges uddannelses- og arbejdsliv. Jeg mener ikke, den kan være begge dele.

Jeg ved dog, at der er mange, som vil mene, at den skal være begge dele. Men for mig at se er der stor forskel på, om folkeskolens indhold og menneskesyn er baseret på at danne til et demokratisk samfund med frihed og folkestyre, eller om folkeskolens formål er at skabe uddannelsesparate og erhvervsorienterede mennesker baseret på et grundlæggende liberalt syn på, hvad mennesket er for en størrelse, og hvad det vil med sit liv.

Undgå et miskmask

Grunden til, at folkeskolen ikke hverken kan eller skal være en blanding af begge dele, er, at det bliver et miskmask af idéer og holdninger, som ikke arbejder sammen, som ikke vil det samme. Mål og midler er ganske enkelt for forskellige.

Det liberale menneske- og samfundssyn bygger på frihed under ansvar. Frihed forstået som at man først og fremmest følger sine lyster og impulser uden at overveje konsekvenserne for sammenhængskraften i samfundet. Og ansvar forstået som ansvar for eget liv og egen lykke uden at skele særlig meget til, om naboen og næsten, for nu at bruge en lidt testamentlig terminologi, nu også synes, at det er så fedt, at der bliver bygget overetage på huset foran, så det spærrer for udsigten til det vand, han har kunnet se fra sit soveværelsesvindue de sidste 25 år.

Udvikling og vækst eller egoisme

Liberalisten vil kalde det udvikling og vækst, jeg vil kalde det egoisme. Jeg ved, at en del liberale vil være uenige i min tolkning af liberalismen, som jeg fremstiller den her, og jeg tager selvfølgelig gerne diskussionen med dem hver og en.

Hvis liberalisme er lig med minimalstat og en tyrkertro på, at velfærd trives bedst på markedsøkonomiske præmisser, så giver det i den kontekst ganske enkelt ikke mening at have en offentlig skole.

Meningen med at have en folkeskole eller en skole for folket må være, at det er fællesskabet først og dernæst individet og ikke omvendt. Folkets skole må tage udgangspunkt i, at der findes et folk, som har noget til fælles, som de ønsker at bevare og udvikle i fællesskab. Et fællesskab baseret på fælles interesser, sprog, kultur og identitet. Nu kommer det hele til at lyde meget sort og hvidt, og det er det for så vidt også. Jeg mener, at tiden er inde til at tage stilling til, om folkeskolen skal være et fælles kulturbærende projekt, eller om den over en årrække skal afvikles og erstattes af frie og private skoler i god liberalistisk ånd.

Hvis folkeskolen skal bestå

Hvis folkeskolen skal bestå, er vi nødt til at erkende, at der er nogle fælles værdier og holdninger i samfundet, som vi vil arbejde for at bevare og udvikle på trods af udefrakommende strømninger og fænomener, som kan virke stærke og reelle, men som ikke passer ind i den danske folkeskoles ånd og sjæl.

Folkeskolen skal afspejle det samfund, vi ønsker at leve i. Det land og den nation, vi ønsker at være, ikke på trods af, men på grund af. Man kan ikke få det hele, siger vi til vores børn. Og det er netop min pointe - man må vælge, og som bekendt kræver ethvert valg et fravalg.

Jeg glæder mig til at møde på arbejde i morgen. Jeg skal undervise i svømning første lektion, fordi børnene skal lære at svømme i et land med mere end 7.300 kilometer kystlinje. Senere skal jeg undervise i historie og matematik, fordi børnene skal kende deres rødder og lære at regne, så de kan begå sig i et samfund og en verden fyldt med tal og formler, som er gode at kende til som menneske.

Men folkeskolen trænger til at finde sig selv og vælge, i hvilken retning den vil gå i fremtiden

Man kan jo ikke gå rundt og være forvirret hele tiden, så bliver man rundtosset. Vi har ikke råd til at lade folkeskolen sejle rundt på må og få længere og lade elever, forældre, lærere og skoleledere drive rundt på åbent hav uden udsigt til nogensinde at komme i havn.