Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Drikker du ikke kaffe?« - »Nej, det gør jeg ikke« - »Jamen, alle lærere drikker da kaffe?«
Vi kender alle stereotyperne omkring det omdiskuterede lærerjob - et job, som stort set alle har en mening om. Nogle påstande griner vi ad, nogle ryster vi på hovedet ad, andre kan vi svagt genkende.
Jeg modtog forleden en sms, hvori der stod: »Nå, nu truer de (KL) jer med hverdagsarbejde …«.
En følelse af frustration og uretfærdighed spirer. Skal jeg virkelig investere så meget af mit hjerteblod i andre folks unger - med troen, optimismen og kampen for at give vores børn de bedste muligheder her i livet - når mine omgivelser til stadighed tror, at jeg drikker kaffe dagen lang?
Jeg vil gerne arbejde fra 8-16 i et såkaldt »hverdagsarbejde«. Det vil glæde mig, at jeg kan nøjes med at arbejde fra 8-16 og dermed undgå weekendarbejde og aftenmøder, forældreopkald, møder og samtaler efter klokken 16, mailskrivning og almen forberedelse til aftenkaffen, tyske stile og elevplaner til natmaden samt alle de andre opgaver, som medfølger for at kunne udføre et godt og tilfredsstillende arbejde.
Men for mig er dette ikke det vigtigste i debatten om ny arbejdstidsaftale. For mig handler det om gejsten og lysten til at fortsætte med at gøre en forskel. Fortsat at kunne være velforberedt og dygtig. Allervigtigst: en forståelse fra politikerne, kommunerne og omgivelserne af, at det kræver samarbejde for at løse denne opgave. Vi er endnu ikke blevet hørt!
Hvis jeg for fire år siden vidste, hvad jeg gik ind til af arbejdsopgaver, arbejdspres og stupide holdninger til mit erhverv, havde jeg nok sagt »tak for kaffe« og valgt noget andet. Og dog. Jeg er indehaver af et af verdens bedste og vigtigste job. Gid politikerne mente det samme og lyttede til min stemme.
