Så er vi nået til begyndelsen på slutningen af dramaet om lærernes overenskomst. Præcis hvordan stykket kommer til at slutte, kan ingen vide. Men ét er sikkert: På lærerværelserne er lærerne godt trætte af at opleve, at de bliver mistænkeliggjort, og at KL tilsyneladende ikke har flyttet sig i forhandlingerne.

»Jeg har været med i 36 år, og det her slår alle rekorder«, siger en lærer inde i bladet. »Det er okay, at en overenskomstkamp ender 4-3. Men det virker, som om KL vil vinde 10-0«, siger en anden.

Én ting er, at lærerne ikke får den samme tid til forberedelse, når KL og regeringen vil have flere lektioner presset ind i en arbejdsuge. Det behøver man ikke at have linjefag i matematik for at regne ud.

Noget andet er den mistænkeliggørelse, som ligger i argumentationen. Det kan jo kun lade sig gøre, hvis lærerne i dag har så meget luft i arbejdsdagen, at de kan lægge ekstra undervisning - og forberedelse - ind uden problemer. Det puster til den udbredte holdning i befolkningen, at lærerne bare tager tidligt hjem og holder sommerferie. KL burde være klogere.

Alt i alt forpester det luften - også længe efter at den nuværende kamp om overenskomsten er slut. Det giver lærerne en følelse af, at der ikke er tillid til, at de leverer et professionelt stykke arbejde.

At stå i et klasselokale og sætte sin person, sin viden, kreativitet og professionalisme i spil kræver en følelse af, at der er rimelig opbakning omkring en. Ikke ros, ikke medlidenhed, men blot ganske almindelig respekt.

Vi er på vej mod noget, der formentlig ender med et regeringsindgreb til fordel for kun den ene part i forhandlingerne. Totalt uhørt og ikke set siden den danske models fødsel i 1899.

Prisen vil blive mangel på tillid til den arbejdsgiver, som mistænkeliggør sine ansatte, på trods af at de arbejder inden for nogle rammer, som man selv har været med til at aftale. Manglende opbakning til den folkeskolereform, som lærerne selv bliver tvunget til at finansiere ved et lovindgreb.

Det er endnu ikke for sent. Lærerne har signaleret forhandlingsvilje og rakt hånden frem. Man må håbe, at regeringen kan løfte blikket fra Excel-arkene et øjeblik og se, at den kortsigtede sejr, som den kan vinde ved at betale for en folkeskolereform med lærernes arbejdstid, ikke er prisen værd. Tænk lidt længere. Man kan ikke banke sig til tillid!