Debat
Vi må have en ny politik!
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Vi oplever i dag en forfærdelig og fuldstændig ødelæggende skævvridning af uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. De massive skolesammenlægninger og lærerfyringer, der finder sted, er som at rive gulvtæppet væk under vores børns og kulturs fremtid. Den igangværende ledighedskrise har nu et så stort og alvorligt omfang, at vi snart må være mange, der må kræve, at der finder radikal handling sted, væk fra den nuværende kursretning og væk fra en endnu mere alvorlig situation.
Det er fejlslagen politik, der er blevet ført, når eksempelvis så mange nyuddannede lærere går ledige. Man må spørge, om der ikke er en sammenhæng med, hvor dyrt det er at have en folkeskole, hvor der er så mange indviklede lønforskelle, anciennitetsordninger, administration og bonusordninger for pensionsmodne lærere?
Hvorfor læse på en anerkendt uddannelsesinstitution i fire eller fem år for at blive lærer og så få at vide, at der ikke er brug for en? Vi bliver dagligt belært af vores politikere om, at den igangværende krise naturligvis må koste fyringer og forringelser for alle, der ikke har et ordinært arbejde eller må leve af en overførselsindkomst. Oven i det må vi lytte til mediernes uendelige gengivelser af de samme politikeres religiøse tro på, at økonomisk vækst vil løse vore problemer. Er det ikke snart på tide at gå i brechen for alle de uddannede lærere, der brænder for deres fag, når formanden for DLF i et debatindlæg i Politiken den 5. februar har konstateret, at der til sommer vil være nedlagt over 4.300 lærerstillinger i perioden 2010-2012? Hvad vil man gøre, for at ledige lærere kan finde beskæftigelse overhovedet? Hvorfor kræver vi ikke en ny politik?