Hvad nu hvis vi folkeskolelærere gik ti procent ned i løn? For eksempel. Og arbejde, selvfølgelig. Hvis vi sagde: »Vi vil gerne gå lidt ned i levestandard og arbejdstid. For at give plads til og muligheder for de unge«.

Ville der så blive plads til nogle af alle de nyuddannede lærere, der går arbejdsløse, og de lærerstuderende, der uddanner sig til lediggang og håbløshed? Og som ikke engang har chancen i Kina!

Dette har jeg tænkt over i nogen tid. Og jeg fik under statsministerens nytårstale bekræftet, at der vist ikke er solskin og økonomisk lyse dage forude foreløbig.

Så hvad med at tage sagen lidt i egen hånd og selv være med til en frivillig regulering, før bestemmerne tager over.

Jeg har ingen forstand på økonomi. Ville et sådant tiltag betyde, at der kommer endnu færre penge i statskassen, fordi der er mindre indkomst at beskatte? Eller ville det betyde andre økonomiske katastrofer?

Nogle af mine kolleger, der er lidt yngre end jeg, fik faktisk arbejde på et lignende grundlag sidst i firserne, men da havde regeringen fundet på det. Og så skulle man helt forsvinde, hvilket var en skam for alle.

Vi skulle naturligvis være sikre på, at de sparede lønninger vil blive brugt til ansættelse af de unge, som med lavere lønninger end vi gamle, deres ungdoms mod og nye, friske kræfter og ideer ville give vores område et lift. Og tilføre menneskelige og pædagogiske resurser.

For mange år siden, da jeg gik på seminariet, hørte jeg nogle gange ordet: Solidaritet. Dengang tror jeg nok, de fleste af os opfattede det, som at alle de rige »ligusterfascister« skulle være solidariske med os fattige studerende.

Men nu er det os. Nu er det os, der har arbejde og vores på det tørre. Mange af os har så godt som udbetalt vores hus og har råd til både ferier uden for sæsonen, rødt kød fredag aften og rødvin både fredag og lørdag. De ældste af os har endda god sikkerhed i ansættelse og job, fordi vi nåede at blive ufyrlige tjenestemænd.

Jeg mener naturligvis kun os, der er på slutløn og har investeret i pension og hund. Måske kat. Nogle af os har endda arvet, fordi vore forældre stadig havde frygten for at blive fattige og lægge samfundet til last.

De unge skal selvfølgelig beholde deres nuværende hyre.

Hvor meget ville det betyde, hvis vi gjorde sådan på Skolen på Sønderager?

Hvor meget ville det betyde, hvis vi gjorde det i hele Herning Kommune?

Hvor meget ville det betyde, hvis alle offentligt ansatte på slutløn i kommunen gjorde det?

Hvis vi nu alle, også i det private, i Herning gjorde det?

Hvad hvis det var hele landet?

Hvem kan regne det ud?

Og hvem vil være med?

Ville det være en form for solidaritetssolidaritet?

Svar

Din henvendelse til hovedstyrelsen og til Folkeskolens redaktion er drøftet på DLF's hovedstyrelsesmøde den 28. februar.

Du foreslår, at medlemmer på slutløn skal gå ned i tid og tilsvarende i løn for at kunne give plads til ansættelse af nogle af de mange nyuddannede lærere, der i øjeblikket går ledige.

Hovedstyrelsen vil udtrykke stor sympati for den solidaritetstilkendegivelse, der ligger i dit forslag.

Det er dog Danmarks Lærerforenings politik at arbejde for fuldtidsstillinger til vore medlemmer.

Hovedstyrelsen kan derfor ikke anbefale vores medlemmer at søge deltidsbeskæftigelse, uanset hvor i anciennitetsforløbet de befinder sig.

Det skal understreges, at ledighed blandt lærere er et problem, der har hovedstyrelsens fulde bevågenhed.

Danmarks Lærerforening arbejder derfor på flere fronter for at få flere lærere i arbejde.

For de ledige medlemmer arbejder vi for forbedringer af dagpengereglerne, så ingen fortaber retten til dagpenge.

Vi søger også indflydelse på den aktive beskæftigelsespolitik, så de aktiveringstilbud, der iværksættes for de ledige, faktisk også bringer dem nærmere en ansættelse på normale vilkår.

Endelig arbejder vi også for at etablere netværk for de ledige lærere, så den enkelte ikke efterlades uden støtte.