Forberedelserne til Overenskomst 05 er for alvor ved at gå i gang. Denne gang skal vi afprøve en helt ny forhandlingsmodel, hvor vi går i gang i omvendt rækkefølge af, hvad vi tidligere har gjort.

Hidtil er overenskomstforhandlingerne blevet indledt med de generelle forhandlinger. Her er det blevet aftalt mellem parterne, hvor mange midler der skulle placeres i generelle lønstigninger, og hvor mange midler de specielle kunne råde over.

Først derefter er de enkelte organisationer kommet til forhandlingsbordet.

De fleste husker de problemer, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO) løb ind i ved overenskomsten i 2002.

Der blev sagt nej ved de generelle forhandlinger på grund af forlodsfinansieringen, blandt andet fordi vi i DLF sagde fra, men der var langtfra enighed mellem organisationerne om, hvorfor det endte sådan, og hvad nejet skulle bruges til.

KTO blev trukket i Forligsinstitutionen, og da forliget blev præsenteret, skulle det til urafstemning blandt samtlige medlemmer i KTO. Det var heller ikke en succes. Forliget blev godt nok vedtaget, men knebent, og der var stor forskel på både stemmeprocenter og meninger om forliget i de forskellige organisationer. I DLF stemte 75,4 procent af medlemmerne, og heraf sagde 95,5 procent nej.

Efterfølgende har alle i KTO været klar over, at der skulle nytænkning til.

I DLF har kongressen besluttet, at vi vil blive i forhandlingsfællesskabet og være med til at forbedre det, hvilket den nye model er udtryk for. Vi tror ikke på, at vi vil stå stærkere i forhandlingerne med arbejdsgiverne, hvis vi går alene.

Det gør derimod sygeplejerskerne, der har trukket hele sundhedskartellet med sig ud af KTO og Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, fordi der ikke kunne findes en forhandlingsmodel i KTO, som tilfredsstillede sygeplejerskerne.

Der er derfor mange grunde til, at Overenskomst 05 bliver spændende.

I DLF ser vi den nye forhandlingsmodel som adgangsbilletten til at få aftalt en lønmodel, der passer til lærerarbejdet i folkeskolen.

De fire års erfaringer, vi har med det nuværende lønsystem, har vist, at der er alt for stor forskel på, hvordan det håndteres i kommunerne. Samlet set ved vi, at kommunerne også holder på lønkronerne. Det afslører reguleringsordningen. I 2003 fik vi 0,7 procent mere i reguleringsordning end forudset, og historien gentager sig i 2004, hvor reguleringsordningen udløser 0,67 procent mere end forudsat.

Det er kendsgerninger, der taler deres eget sprog. KL må indse, at det lønsystem, den har været fortaler for, ikke fungerer. Derfor er der brug for ændringer, der kan imødekomme den kritik, vi løbende har fremsat det skal ske ved Overenskomst 05.

Myten om, at Ny Løn skulle kunne komme til at udgøre krumtappen i det engagement, lærerne lægger i deres arbejde, er og bliver et falsum.

Lotte Lange er formand for DLFs faglige udvalg