Jåw og jer

For ikke ret længe siden skrev jeg i Politiken om en ny udtale af ordet ja. Flere og flere har, navnlig i mere formelle sammenhænge, en udtale, der rimer på forvær, og de bruger den som kvitterings- og acceptglose, når en anden har udtrykt noget, de kan tilslutte sig. A: 'Vi må sætte ind på at sikre leverancerne'. B: 'Jærv, jærv!' Her skriver jeg det med et v, som sådan set ikke udtales - for at markere, at det ikke rimer på (et) bær, men har et kort stød med stemmebåndslukke og altså rimer på forvær!

En lærer i folkeskolen har skrevet til mig, at han, efter at være blevet gjort opmærksom på formen, hører den overalt, for eksempel på lærermøder. Men han hører det ikke ret tit hos elever. Hvis det er rigtigt, er det interessant, fordi de fleste udtalefornyelser netop kommer fra børnene.

I årtier har udtalen 'ja' (rimende på da) været forholdsvis sjælden i daglig tale. Men den bruges i mere bevidst sprogbrug: 'Hvad er det modsatte af nej?' 'Ja!' Ellers siger man som oftest jer. 'Vil du med et smut i byen?' 'Jer!'

Om grunden til, at der pludselig opstår en tredje form, altså den nye, som rimer på forvær, kan man kun gisne. Men ordet jo har på tilsvarende vis for længst udviklet en sideform 'jåw'. Den bruges i trykstærk position, altså ikke i en sætning som 'Han er jo en af de dygtige', men for eksempel som svar på spørgsmålet 'Er det ikke mærkeligt, at udtalen hele tiden ændrer sig?' 'Jåw!' Ændringen kan måske også være amerikanskpåvirket, selv om man jo normalt ikke har stød i engelsk.

Der er ingen tvivl om, at de nyudviklede former rummer større udtrykskraft end de gamle, og det nye stød i ja (udtalen, der rimer på forvær) giver lige så stor styrke i ja som i jo. Men altså: Den klassiske udtaleform lever stadig, for eksempel i 'Ja, ja, ja, nu kommer jeg!' Fornyelsen har kun ramt ja som returord, som opsummerende kvittering for en anden ytring. Din tale skal stadig være ja, ja - og hvis det ikke kan være andet nej, nej.

Professor Higgins