Mon konsulent Tove Heidemann kan få lov at spørge, som hun gør i Folkeskolennummer tre, uden at kætterbålet øjeblikkeligt flammer op. Med synlig skepsis vendt imod de påfund, som vi i en slags epidemisk sindsforstyrrelse har udgrundet til at undergrave vort tidligere uddannelsesstade, spørger Tove Heidemann i 'Bagsmækken', om vores uddannelsesfiasko, der samtidig skulle være den dyrest iscenesatte i Norden, mon har noget at gøre med måden, der bliver undervist på. Og for en gangs skyld er det ikke lærerne, der til lejligheden umuliggøres. Tove Heidemann skeler med uforfærdet foragt for tænkeligt blokerede karrieremuligheder til de forgudede projektopgaver, der fordrer dels stærke elever, dels stærke forældre og endelig hele den vidensbeholdning, vi har vedtaget, vi netop ikke vil vide af her i vort lille kloge land. 'Kunne man forestille sig, at børn har brug for videns- og færdighedstilegnelse delt op i overskuelige bidder i fastlagte rækkefølger'. Jamen, hvor tør hun dog spørge så kættersk, retrospektivt og med så stor respekt for fordums kulturniveau og for de børn, som vore dages pædagoger ofrer, for at deres ideer kan dominere. Man kan selvfølgelig overhovedet ikke arbejde projektorienteret uden at være i besiddelse af så megen parat - for den sags skyld udenadlært - viden, at det formentlig kræver skolegang lagt ud over folkeskolens rammer at tilegne sig den. Men så fandt et universitetscenter i Roskilde engang ud af at skabe fornyelse på universitetsplan med projektarbejdsformen, og straks faldt vi i folkeskolen pladask og med vanlig kritikløshed på halen for noget, der overhovedet ikke var egnet til undervisning af børn. For i blindhed at jage efter det nyeste nye var bedre end at tilgodese de børn, der selvfølgelig ikke formåed-e at formulere en protest imod det rablende vanvid. Tove Heidemann ønsker groft rugbrød på bordet, hvor folkeskolen vader i fedtet slik.

Vagn Madsen

Brønderslev