Magre skoleår i vente
Lokalpolitikerne vil satse på at gøre folkeskolen mere effektiv i stedet for at bevilge flere penge
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Uanset hvordan forårets forhandlinger mellem kommunerne og regeringen forløber, går folkeskolen nogle magre år i møde.
Det mener samfundsforsker Henrik Larsen.
'Gennem mit konsulentfirma er jeg i kontakt med mange kommuner, og de fleste steder er holdningen blandt lokalpolitikerne, at skolerne har fået, hvad de skal have', siger han.
Derimod mener han ikke, at de signaler, der er blevet sendt i forbindelse med regeringens finansudspil, er negative for den kommunale skoleverden.
'Der er blevet talt om, at regeringen vil opkræve en milliard kroner, fordi kommunerne i deres budgetter for 2002 bruger to procent mere, end der blev aftalt sidste sommer. Men modregner man den halve milliard kroner, som regeringen vil give til kommunernes ældrepleje, foruden stigningerne i tilskud til byggeri, er der formentlig kun tale om en lille nedskæring i de generelle tilskud. Staten må holde for, men i forhold til kommunerne vil der nærmest herske status quo', siger han.
Når lokalpolitikerne skal lægge budget for 2003, kan de se på budgettallene for 2002, der viser, at skoleområdet har haft en realvækst på 4,9 procent. De kan også se på de mange skoler, der de senere år er blevet moderniserede og renoverede.
'De vil derfor holde på pengene og i stedet satse på at gøre skolen mere effektiv. Det kan de gøre ved at indføre større fleksibilitet, så lærernes tid bruges mere elevrelateret. De kan for eksempel strukturere undervisningen om, så der indføres større hold og projektgrupper, og de kan udnytte den mulighed for effektivisering, der ligger i at sammenkæde lærer- og pædagogresurser', siger Henrik Larsen.
De såkaldte Dut-forhandlinger om den økonomiske kompensation, som staten yder til kommunerne, ventes at begynde i marts. Når de er afsluttet tæt på sommerferien, går kommunerne i gang med at forhandle deres 2003-budgetter.
Jan Kaare er freelancejournalist