Fra første skoledag er der en magtkamp i gang mellem de to palæstinensere, Amer og Walid, og lærerne, en kamp om, hvorvidt der skal praktiseres almindelig skoleundervisning under stille og rolige forhold, eller om det skal være kaos, hvor eleverne kommer og går, som de har lyst, råber umotiveret op og snakker i mobiltelefon.

Det virker ikke, som om Amer og Walid har lagt en klar og bevidst strategi om at underminere lærernes autoritet, men deres dårlige boglige standpunkt kombineret med ringe koncentrationsevne gør, at de hele tiden får idéer, som er forstyrrende for almindelig undervisning. Samtidig er de ekstremt følsomme over for ethvert forsøg på at diktere dem noget som helst.

Det handler om magten i klassen, som dansklæreren Jørgen Jochumsen fastslår over for sine kolleger en af de første dage i skoleåret. Og det skal i hvert fald ikke være Amer og Walid, der bestemmer, er de enige om.

For Jill Hansen bliver begyndelsen særlig svær. Hun er ung - 28 år - og hun er kvinde. Hun skal i hvert fald ikke bestemme noget over to hormonstruttende arabere.

Jill blev lærer i 1997 fra Odense Seminarium og har lige siden været på Humlehaveskolen i Odense-bydelen Vollsmose. Hun valgte netop denne skole, fordi hun kan lide kombinationen af undervisning og socialpædagogik. Hun er stærkt involveret i skolens liv, med i skolens samarbejdsudvalg, hvor man mødes med Olav (skoleleder Olav Nielsen, redaktionen), og hun er med, hver gang der skal spilles revy eller festes med eleverne.

Jill kalder sig selv for en 'stressunderviser'. Fordi hun har så store ambitioner med sin undervisning, og fordi hun ånder og lever med sit job i alle døgnets 24 timer.

Tæt på at eksplodere

Fra begyndelsen af den første time i engelsk lægger hun vægt på at skabe ro i klassen. Det gør hun ved klart at markere, hvor hendes grænser går. Walid farer omkring, Amer kommer og går, som han vil. Og Jill må gang på gang tale meget højt og præcisere, at enten sidder de stille på deres pladser, eller også må de forlade klassen. Amer og Walid tester hendes tålmodighed til det yderste, og bagefter siger hun:

'Det var hårdt. Der skulle virkelig prøves nogle grænser af. Som lærer har jeg svært ved at råbe og skrige og skælde ud og hidse mig op i det første møde med nogle nye elever. Så det var hårdt. For selvfølgelig bliver man træt af at skulle sige den samme ting til den samme elev 500.000 gange. På et eller andet tidspunkt når man eksplosionspunktet. Så bliver man træt, når man ikke føler, at man kan nå ind. Hvis der bare simpelthen er en mur, og man ikke kan nå ind, og der ikke er noget at gøre, ligegyldigt hvor gode argumenter man har. Der er bare lukket af. Og man er helt magtesløs. Det er derfor, det er så vigtigt at vælge sine konflikter med omhu. Man skal - inden man går ind i en konflikt - vide, om man kan magte den. Det er først rigtig slemt, hvis man halvvejs inde i en konflikt finder ud af, at det kan man ikke magte. Så det er nogle gange, man siger til sig selv, at det ikke er værd at skabe en kæmpescene over, mens andre gange er man nødt til at køre den helt ud, fordi det handler om vigtige principper med hensyn til, hvem der skal bestemme i klassen. Nogle gange er man heldig og handler velovervejet, andre gange så når man at blive sur, og så er det ikke overvejet. Man skal helst handle, inden man bliver rigtig gal inderst inde'.

'Derfor er det vigtigt at kende eleverne - hvad vi desværre ikke gjorde i år. Vi var helt nye i forhold til denne gruppe, men vidste fra deres tidligere lærere, som ikke ønskede at fortsætte med dem, at det ikke var en nem klasse. Kender man eleverne, ved man, at der er nogle, hvor man bare lige skal op at ringe én gang, så er det slut, og andre, hvor man skal kæmpe om, hvem der kommer højest op at ringe, og så står man bare og hugger hovedet af hinanden, og det kommer der ikke noget godt ud af. Man skal kende sine elever, og man skal kende sig selv, det er det vigtigste'.

Børn fra flygtningelejre

Jill følte fra årets begyndelse et stort ansvar for de elever, som var kommet for at få en ordentlig undervisning for at ende med gode karakterer, der kunne bringe dem videre, og hun oplevede det som et kæmpeproblem samtidig at skulle bruge så utrolig lang tid på at udrede konflikter og diskutere med elever, om de kunne sidde stille eller ej:

'Når jeg planlægger min undervisning, kan jeg desværre ikke nøjes med at tænke på det faglige, jeg skal også finde ud af, hvad jeg gør med nogle bestemte elever, så de ikke forstyrrer undervisningen'.

Claus Hvitved er klasselærer sammen med Jill og underviser i matematik. Han er en helt anden type, en stor og flegmatisk mand med en naturlig autoritet og et godt tag på de store knægte. Claus er uddannet som handelsmand og har tilbragt et par år i Afrika, inden han begyndte at læse til lærer.

'Straks efter seminariet kom jeg på Humlehaveskolen - det er 20 år siden - så jeg er stærkt præget af alt det, vi har oplevet herude. Dengang var Vollsmose nybygget, men allerede socialt belastet. Vi havde mange børn med problemer - mest danske børn. De tyrkiske børn og børn fra andre lande var faktisk ikke udprægede problembørn. Men efterhånden som der er kommet flere fremmede - og navnlig da vi fik børnene fra de palæstinensiske flygtningelejre - eskalerede det hele. Det var vi slet ikke gearede til. Vi regnede med, at de var ligesom andre indvandrere, og tog slet ikke højde for, at de familier kom fra forhold, som var rystende'.

Skyd den vej

'Man tog mennesker, som havde oplevet det værste, der kan overgå folk, og parkerede dem i en lejlighed i Vollsmose og sagde: Værsgo at starte skolegang. Man gjorde simpelt hen for lidt for de familier, der kom på det tidspunkt, og vi fik nogle børn, som var dårlige til at læse og skrive dansk, og som var meget turbulente'.

'Vi kunne selvfølgelig mærke, hvad de havde været igennem. Det var ikke småting, hvad de børn havde oplevet. Jeg har for eksempel siddet med en 15-årig dreng, der på et tidspunkt viser sine ben, der er oversået med ar. Vi vidste, at vi skulle være forsigtige med at spørge til fortiden, men vi måtte gerne være aktivt lyttende, og han fortalte gladeligt. Han fortalte blandt andet, at han havde været soldat og skudt med maskingevær, og at han dårligt vidste, hvem han skød på. Blot at det var nogle fra de andre militser. Han vidste ikke, hvad det hele gik ud på. Blot at han skulle skyde den vej. Han har simpelthen levet i et rent helvede. Og der er andre, som har oplevet, at der blev smidt bomber, og hvor de har set ubeskriveligt forfærdelige ting. I vores 10. klasse har de nok været for små til selv at være med, men deres familier har helt sikkert haft det hårdt'.

'Jeg synes, vi har famlet i blinde på dette område, fordi vi ikke er uddannede til at tage os af den slags. Vi gør det så godt, vi kan, prøver at vise forståelse. Det kræver stor tålmodighed, ja, en gang imellem føler man sig ydmyget, fordi børnene ikke gør, som du siger. De tester hele tiden vores tålmodighed. Og hele tiden må man tænke på, hvor vigtigt det er, at de kommer ud herfra med en tro på, at det kan lade sig gøre, med en optimisme på tilværelsen'.

'Jeg ved godt, at der bliver løjet for mig, at jeg bliver snydt, at de griner ad mig, men alligevel prøver jeg at give dem den tålmodighed, der gør, at de i hvert fald har en tiltro til, at der er nogle ting, der ikke skifter. Derfor må vi aldrig helt slå hånden af dem. Altså, jeg kan da godt smide en dreng ud af klassen, men de skal være velkomne igen. De har meget få holdepunkter, faste holdepunkter - og vi må ikke tage nogle af de sidste fra dem'.

En brandøkse med i skole

Man mærker, at Claus i timerne og i samtaler med eleverne meget går efter at finde det positive hos dem og appellerer til, at de arbejder med på sagen. Han søger udpræget ikke konfrontation, men prøver hele tiden at forklare alles interesse i, at det går stille og roligt. Og som han selv siger:

'Jeg stiller mig ikke op foran en gut, der er større end mig selv, og skælder ud, hvis han i forvejen er hidsig. Tværtimod siger jeg til ham: Tag det nu roligt. Og så snakker vi om det senere. Så jeg kaster mig ikke ud i noget slagsmål, og det gør heldigvis, at jeg ikke har haft grund til at være bange i min hverdag'.

Men det kan alligevel ikke have været særlig rart den dag, en elev havde organiseret en brandøkse i en af bybusserne og taget den med ind i klassen. Claus forlangte, at drengen afleverede den. Det gjorde han også, men huggede den så tilbage, da Claus vendte ryggen til. Den blev derefter afleveret på kontoret. Sådanne konfrontationer er en del af dagligdagen i frontlinjen på Humlehaveskolen.

Navnlig en lille, uskyldig episode gør indtryk på mig. Claus drøfter reglerne for, hvad der skal ske med affald, som er smidt på gulvet eller på græsset udenfor. Walid erklærer bestemt, at han vil kun samle det op, som han selv har smidt, og at han aldrig vil drømme om at samle andres op. Claus siger appellerende til Walid, at det dog også må være i hans interesse, at der er pænt i klassen, og jeg kan se, hvordan det næsten gør fysisk ondt på læreren, da Walid fortsat hævder, at det aldrig kan blive hans problem.

Talenter går til spilde

Jørgen Jochumsen er høj og slank med lyst hår, der når helt ned til skuldrene. Han er altid klædt i sorte bukser og sort T-shirt. Så behøver han ikke tænke over, hvad han skal tage på om morgenen. Jørgen er en udpræget humoristisk type, der meget anvender jokes og ironi i sin omgang med eleverne.

'Jeg er vokset op ovre i det mørke Jylland og har gået i friskole med morgensang. Min mor har betydet meget for, at jeg er interesseret i så mange ting. Hun har altid været optaget af alt muligt - om det så er stjernehimlen eller ufoer, religion, historie eller højskolesangbogen. Musik. Al ting. Det har hun givet mig, at verden er spændende, ikke kedelig. Samtidig har jeg lært derhjemme, at man skal øve sig. Det er der måske nogle elever, som har svært ved at forstå, men den indstilling har jeg hjemmefra'.

'Det, der bekymrer mig i forhold til mit arbejde, er, at jeg ser menneskelige talenter gå til spilde. Altså, nogle elever, som i 5. klasse indeholder en masse, ender med at blive trampet ned, fordi de har for mange ting imod sig. For stærk en social arv. Det gælder for mange af vores elever, at de må kæmpe mod et halvt eller helt samfund, de skal arbejde mod fordomme, og nogle af dem bliver så knækket. Til gengæld glæder jeg mig dobbelt over, hvis det lykkes at løfte et par stykker. Jeg befinder mig i virkeligheden bedst et sted, hvor der sker noget. Lidt som i en krigszone, det kan jeg godt lide. Hvis det bliver for kedeligt, tror jeg nok, at jeg løber langt væk'.

Allerede fra den første time slår Jørgen tonen an. Han tager en runde i klassen, hvor han gør grin med pigernes plateausko og drengenes gele i håret. De tager det pænt. Kan godt lide hans drillende facon. Til gengæld opfordrer den også til gengældelse og afsporing af emnet. Men Jørgen vil gerne provokere, få drengene til at tænke selv.

Vi er ikke dyr

Det kommer frem i en samtale med Amer, der klager over, at lærerne har brugt hundesprog, sagt 'sit' og 'dæk'.

Amer: 'I skal ikke behandle os som dyr, sådan er det bare. Det er enkelt'.

Jørgen: 'Jeg vil meget gerne forklare dig, når jeg siger det, så er det, når jeg står oppe ved tavlen og kigger ud over klassen, og halvdelen løber ud ad dørene, nogle hænger i gardinerne, nogle kravler hen over bordene, og nogle sidder og snakker i mobiltelefon. Hvad tænker jeg så? Så tænker jeg zoologisk have. Gør jeg ikke? Og må jeg ikke godt det?'

Amer: 'Jo, men tænk lige på, hvad vi må føle'.

Jørgen: 'Ja, men så siger jeg til klassen: Lad være med at opføre jer som en zoologisk have, som dyr. Og jeg kan lige så godt sige det med det samme. Amer, du vil blive provokeret af mig mange gange'.

Amer: 'Du også af mig'.

Jørgen: 'Ja, jeg vil helt sikkert blive provokeret af dig, og jeg vil provokere dig med vilje nogle gange. Det skal du regne med'.

Amer: 'Ja?'

Jørgen: 'Tror du, jeg gør det for at genere dig?'

Amer: 'Måske'.

Jørgen: 'Hvad skulle jeg få ud af det?'

Amer: 'Ikke noget'.

Jørgen: 'Nej, vel. Men jeg vil gerne have jeres hjerne til at tænke: Hvad er det dog, manden siger? Kan det virkelig passe? Sådan, at I protesterer. I skal være uenige med mig, vi skal diskutere, og jeg kan godt love dig, at hvis du om to måneder siger, at du mener et eller andet, så vil jeg med garanti mene lige det modsatte. Og Amer, det gør jeg, fordi det, jeg træner, ligesom når du løfter jern og træner dine muskler, så træner jeg den muskel, der sidder herinde, ikke? For når du kommer ud fra skolen, så møder du nogle mennesker, der mener noget andet, end du gør'.

Amer: 'Det ved jeg godt'.

Jørgen: 'Og det kan ikke nytte, at man bliver pissesur, hvis folk mener noget andet end én selv. Så må man i stedet diskutere med dem'.

Amer: 'Alle har jo deres mening jo'.

Jørgen: 'Og alle skal have lov til at have deres mening. Jeg giver jo ikke dig karakter efter, hvilke meninger du har. Men efter om du kan argumentere for den mening, du har. Det er ikke for at genere jer personligt. Det er bare for at udvikle jeres hjerner. For I tænker jer ikke om'.

Fanget i en rolle

Det lykkes ikke rigtig for Jørgen at trænge igennem hos Amer. Hans argumentation er for sofistikeret. Amer er hele tiden optaget af spørgsmålet om respekt. Som han siger: 'Min far lærte mig, at jeg skulle vise dem respekt, som viste mig respekt'.

Han synes ikke, at lærerne viser ham respekt. Det 'hundesprog', som de fleste danskere vil betragte som uskyldig gas, ser han på med dødsens alvor. Gang på gang i løbet af skoleåret vender han tilbage til det - at lærerne ikke talte pænt til ham.

Amers store sproglige usikkerhed bevirker, at han hele tiden er på vagt. Fordi han er bange for, at nogen gør grin med ham, krænker hans værdighed. Når han sprogligt er med, kan han sagtens tage en joke, men han skal helst være helt sikker på, at det kommer fra en person, som holder af ham og respekterer ham. Er han i tvivl, er lunten kort, og han tænder utrolig hurtig af. Samtidig kan han godt lide at dominere sine omgivelser, at være én, som folk er nødt til at se op til på grund af den magt, han besidder.

Som Jørgen siger om ham:

'Jeg har hele tiden spurgt mig selv: Hvad fanden kommer han for? Men jeg tror, han gerne vil være den, som styrer tingene. Han har ligget ovre i vindueskarmen og troet, at han styrede 10. klasse. Men hvis man sætter sig ved siden af ham og klapper ham på hovedet og siger: Amer, min dreng, skal vi nu ikke prøve at løse den her opgave. Så vil han faktisk godt. Problemet er, at han er så fagligt svag. Han vinder ikke sejre i nogen fag. Og så går han jo rundt og puster sig op i frikvartererne og spiller smart. Skal være en helvedes karl. Og det er svært, når man falder igennem i undervisningen hele tiden. Og så bliver man nødt til at finde en anden måde at klare tingene på end ved at sidde og lave lektier. Fordi det giver ingen point. Så må man være den, som slår sig på brystet og spiller smart. Så han er også fanget i en rolle. Og han virker skræmmende på mange af mine kolleger, som ikke kender ham så godt. Hans kropssprog. Han virker sådan meget - ja, han kommer jo bombombom, her kommer jeg, og du skal fandeme ikke sige noget til mig. Hvis han for eksempel laver noget lort i et frikvarter, og der er en eller anden lærer, der går hen og påtaler det, så får de jo en spand lort i hovedet - og han ser ud i øjnene som én, der måske kunne finde på at sætte trumf bag'.

Svært ved at sejre

Jørgen forklarer, at han sagtens kan snakke med Amer og sige, at han skal holde op med den slags pjat og lade være med at være så dum:

'Men han prøver os af hele tiden. For det er noget med magt. Han skal demonstrere magt hele tiden. Se om han kan slippe af sted med så det ene og så det andet. Så giver det - hvad hedder det - street respect-point, ikke? Han skal ud og score de point. Han kan ikke score dem ved at være god til at skrive stil eller diktat. Han må score et andet sted. For sådan er menneskene nu engang indrettet. Et eller andet sted skal de have nogle point. Og Amers point. Dem får han ved at spille smart og ved at spille stærk'.

At ikke bare Amer, men også mange andre i klassen har svært ved at sejre, når det gælder det danske sprog, viser sig tydeligt, da Jørgen holder en prøve i diktat. Han gør resultatet sådan op:

'De kan stave de små ord og nogle enkelte ord som motor og knallert - og måske cykel - men ellers er det generelt sådan, at hvis ordene har seks bogstaver og derover, så er de stavet forkert. De har forsøgt sig med ordbogen, men har så ikke formået at sætte ordet ind i sammenhængen, eller også er endelsen forkert. Og det har simpelthen noget at gøre med, at de ikke forstår de ord, de skriver. Værst er det for dem, som ikke har haft danske kammerater. De vil møde en masse vanskeligheder, de vil misforstå mange ting, fordi de ikke forstår, hvad folk siger til dem. Og så forventer de meget ofte noget negativt, og så kommer de op at slås og den slags. Desværre kan jeg se, hvordan sproget bliver dårligere og dårligere, i takt med at der er færre og færre danske elever. Vi kan sgu ikke lære dem dansk på fire gange 45 minutter om ugen. Derfor føler jeg mig tit magtesløs, for hvor fanden skal man starte henne. Hvis man læser alle de kloge bøger, siger de, at man skal kategorisere fejlen. Det kan de sgu sagtens sige. Når man sidder med det her - det er alt, de laver fejl i, for fa'en. Altså det her er 10. klasse. De skulle have lært det for længe siden. At stave. Mange af dem er helt stået af. Og så er det, jeg bruger megen tid på at lære dem at diskutere uden at komme op og slås. Og det kan også godt være svært. Men bare det, at det kan lade sig gøre at sige nogle ting, uden at de flyver op af stolene og begynder at slå hinanden, er sådan en lille sejr i sig selv'.

Jeg ser en af Amers diktater. Her er sandelig ikke mange point at få. Næsten hvert eneste ord er stavet forkert, selv om han har været i Danmark i så mange år. Jeg evner ikke at holde masken, da jeg ser, at han har stavet køleskab som kølleskab.-Jørgen Flindt Pedersen er journalist. Artiklen er et uddrag af hans bog 'Drengene fra Vollsmose - rapport fra en bydel i Danmark', der udkommer fredag 15. februar på Gyldendal (omtalt i Folkeskolen nummer 5/2002).