Der måtte gøres noget. Det kunne lærerne Michael Amstrup Nielsen og Hanna Friis allerede se i 1. klasse, da de begyndte med den nuværende 6.b. Og noget af det, de gjorde, var at lade rødderne løbe en tur på 15-20 minutter hver morgen. Når de havde afreageret, kunne de så stille og roligt sive ind i klassen.

I løbet af årene har de to lærere flere gange prøvet forskellige måder for læring. I en periode flyttede de for eksempel undervisningen ud af klasselokalet, ud i en nærliggende skov. Det har de kunnet, fordi de har klassen i alle fag. Men på trods af deres mange anstrengelser blev der ved med at dukke tunge problemer op.

Midt i sidste skoleår måtte lærerne så erkende, at der skulle mere drastiske indspark til, og da en kollega havde været på et kursus hos Martin Spang Olsen, blev der skabt kontakt. Det viste sig, at han netop var ved at sætte gang i et skoleprojekt under Operation Udadvendt Energi. Og at 6.b på Skovvangsskolen i Glostrup passede fint ind.

Men ideen mødte modstand. Blandt andet fordi stuntmanden tidligere havde været ude på skolen og holde 'jordens mest dødssyge foredrag for forældre og lærere: oppefra, talen ned til folk, hoffengesnoffen og kedelig', konstaterer Michael Amstrup Nielsen.

Projektet skulle desuden organiseres af et privat firma, Legalizer, der ville tage sig godt betalt. Det stejlede man over på skolen. Men så fik Spang Olsens projekt en stor bevilling fra Idrætspolitisk Idéprogram, og skolens udgifter blev nu kun lærertimer og udgifter til en uges lejrskole.

Kampmåtter og stunttræning

Den 17. september 2001 ankom folkene fra Operation Udadvendt Energi. Formålet var at indtage 6.b's hverdag de næste fire uger, og med sig havde de kampmåtter, stunttræning, sange og danse, og alle var glade. Men da projektet havde været i gang to dage, viste DR1 tv-udsendelsen 'Eksperimentet 7.v'.

'Kollegerne på lærerværelset var forundrede, og klassens forældre var dybt foruroligede. Vi måtte fortælle dem, at sådan var vores instruktører slet ikke', fortæller Hanna Friis.

'Jo mere eftertænksomme og reflekterende forældrene var, jo mere rejste nakkehårene sig på dem', siger Michael Amstrup.

'Men vi kunne fortælle dem, at vores instruktører opførte sig på en helt anden behagelig måde, end det man kunne se Martin Spang Olsen gøre i fjernsynet', fortsætter han.

Konsekvensen blev, at de to lærere måtte garantere, at børnene ikke på noget tidspunkt ville være alene med folkene fra Operation Udadvendt Energi. Én af lærerne skulle altid være sammen med børnene.

'Som forældrenes og børnenes sikkerhedsnet', forklarer Hanna Friis. 'Vi er jo dem, der kender børnene og kender deres grænser'.

Og så - endelig - kunne projektet komme rigtigt i gang. Med hele dage, mange hele dage. Hvor de unge, energiske instruktører med baggrund i bjergklatring, teater og stunt fik børnene til at danse, stagefighte, lave massage og optræde for hinanden. Meget af det havde de aldrig prøvet før.

Og med en voldsom mandsopdækning! Der var altid mindst to instruktører, men nogle gange var der, med lærerne, en voksen, for hver gang der var ét barn.

Hanna Friis fortæller: 'Det, at der var så fantastisk flot en bemanding på, gjorde det muligt at bearbejde konflikter på en anden måde, end vi kan i dagligdagen. De gik også videre med konflikterne, end vi ellers ville gøre. De holdt børnene fast på en anden måde, end vi kan. Det var enten-eller. Instruktørerne havde også en fysisk styrke, som gjorde, at de kunne holde dem fast - rent fysisk. Det reagerede flere af eleverne meget kraftigt på. Så konflikterne accelererede'.

Bjergklatrer og skuespillere

Instruktørernes uddannelses- og erfaringsbaggrund var meget bred: fra stuntmand til pædagog, fra bjergklatrer til skuespiller og fra cand.mag. i idræt til elev på Martin Spang Olsens sang-, danse- og slagsmålsskole.

En af eleverne gik fuldstændig amok mod én af instruktørerne, en stuntmand, fortæller Michael Amstrup.

'Det var ikke nogen overraskelse', siger han. 'Men instruktøren påtog sig den opgave at gå ind og åbne for det sorte dyb, som mange af børnene har i sig'.

De to lærere vurderer, at opgavens omfang var en stor overraskelse for en del af folkene fra Operation Udadvendt Energi.

'De havde jo ikke mødt klassen før. Og der er nogle børn, der har det rigtigt, rigtigt dårligt, og det tærer utroligt meget. Nogle af instruktørerne kom ud i noget, de ikke havde regnet med. De blev selv syge, så hårdt var det'.

Men på trods af konfrontationerne var de fire uger en positiv oplevelse for 6.b, mener lærerne, der vurderer, at det har ændret hverdagen markant for nogle af de svage børn.

'De har fået et andet selvværd. De har ranket sig', siger Hanna Friis.

'Børnene nød meget de her unge, seje mænd, der stillede sig op og ville dem! De føler sig meget tiltrukket af den barske facade. De kender jo kun de der unge mænd, der render rundt og laver småkriminalitet', siger Michael Amstrup og fortsætter: 'Her mødte de mennesker, der sagde: 'Jeg kan noget, som jeg er glad for, og det vil jeg gerne give videre'. De kom ind i vores klasse og fik vores børn til at opleve, at verden var meget rigere. Nu har de fået noget, der er deres'.

Hvad har I - som lærere - lært af projektet?

'Vi har erfaret noget om de børn, vi kendte i forvejen. Det, som har været det vigtige, er, at jeg ikke har været den primære person. Jeg har kunnet trække mig tilbage og betragte', svarer Hanna Friis.

Og så fortsætter hun eftertænksomt: 'For eftertiden vil jeg give mig bedre tid til at lytte til dem. Og gå mere til dem. De skal opleve, at jeg gerne vil det. Gå længere, end jeg ellers ville have gjort!'

Vurderer I, at der er en fremtid for Operation Udadvendt Energi i folkeskolen?

'Lærerne skal præsenteres for det, og så kan de sige, om de vil gå videre med det. Derefter skal de opleve, at det kan bruges - og være sikre på, at de selv tør det. Der er kropsforskrækkede lærere, der aldrig ville turde gå i gang med det her ved tanken om, at de selv får sved på panden, og at børnene ruller rundt og rører ved hinanden og rører ved lærerne. Og så det, at der er nogle voksne, der taler ret hårdt til børnene. Og omvendt det, at børnene også får lov at tale hårdt den anden vej', siger Michael Amstrup Nielsen.

Lone Nyhuus er freelancejournalist