Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Eleverne på de københavnske folkeskoler har fået nok. De er trætte af nedslidte skoler, dårlige arbejdsforhold og gamle bøger. Derfor nedlagde elever fra ti skoler for nylig arbejdet og har to gange demonstreret foran Københavns Rådhus og Christiansborg. Sidst mandag den 28. januar.
Eleverne har opstillet seks krav til politikerne: flere midler til folkeskolen overordnet set, ordentlige forhold - opstilling af minimumskrav til folkeskolerne, nye og bedre undervisningsmaterialer, bevarelse af den økologiske madordning, uddannelse af elevernes undervisningsmiljørepræsentanter samt høringsret for elevrådene ved fremtidige kommunale beslutninger på folkeskoleområdet i København.
Eleverne bliver støttet af gymnasieeleverne, forældre og lærere. Også Forfatterforeningen har sendt en støtteudtalelse. Her mener man, at elevernes aktion er et sundhedstegn. Selv Københavns skoleborgmester har udtrykt glæde over elevernes initiativ.