Astrid Lindgren døde mandag den 28. januar 2002, 94 år, men selv om en af det 20. århundredes største forfattere nu er rejst til sit Nangijala, vil hun i kraft af sine bøger fortsat være iblandt os. Siden debuten i 1944 er det blevet til mere end 80 udgivelser. Det er ikke dem alle, der vil blive husket, men en stor del vil. Og de vil ikke blot blive husket, men vil stå som noget centralt i vores bevidsthed, som en vigtig del af vores barndom og litterære arv.

Selv havde Astrid Lindgren et beskedent forhold til sit forfatterskab, hun skriver indledningsvist i 'Mina påhitt':'Det enda jag har åstadkommit här i världen är en massa påhitt, och det är mig ett mysteriem hur man så enträget kan vilja leva och nästan dö ihop med idel påhitt, lätt vanvettiga dessutom en del av dem. Var kom de ifrån alla, hur blev de till, hur fick de namn, hur kommer gäddan ur fisksumpen?'

Ja, Astrid Lindgrens forfatterskab er fyldt med mange gode påhit, men det er nu ikke kun gode påhit, der har været hendes styrke, men også hendes fornemmelse for sproget, hendes brug af den litterære arv og hendes sans for nuancer og den gode historie. Forfatterskabet spænder genremæssigt vidt, lige fra realistiske fortællinger over detektivbøger til fantastiske fortællinger. Hun har sit udgangspunkt i en genkendelig virkelighed, men agerer ikke kun i såkaldte realistiske miljøer. Selv i hendes fantastiske fortællinger fastholdes kontakten til virkeligheden. Et eksempel på dette ses i 'Mio, min Mio':'I Tusen och en natt, som jag lånade på biblioteket en gång, där står det om en ande, som blev instängd i en flaska. Men det var ju långt borta i Arabien och för tusentals år sedan och inte var det väl i en vanlig pilsnerflaska heller. Der är nog ganska sällan det finns några andar i pilsnerbuteljerna från Stockholms Bryggerier. Men här var i alla fall en. Det var en ande, sanna mine ord, som satt inne i flaskan'.

Bosse fremhæver selv parallellen til 'Tusind og én nats eventyr',men idet ånden i Astrid Lindgrens eventyr befinder sig i en almindelig ølflaske, fastholdes kontakten til virkeligheden. Bosse sætter ikke spørgsmålstegn ved åndens tilstedeværelse og lader dermed sin fiktionslæsning og virkeligheden smelte sammen.

Ikke traditionelle eventyr

Fra de første eventyr, der blev trykt i 1930'erne i 'Landsbygdens Jul'frem til 'Bröderna Lejonhjärta'udviklede Astrid Lindgren sin egen særlige eventyrform. En eventyrform, som med en raffineret mundtlighed fremhæver stemning og symbolværdi i fortællingerne. Hun bruger og udnytter sprogets mange muligheder og finesser, bundet som disse er til forskellige genrer og virkemidler. Det er en eventyrform, der især får lov at blomstre i 'Mio, min Mio'og 'Bröderna Lejonhjärta',da det er i disse fortællinger, at Astrid Lindgren viser sin styrke som eventyrfortæller. Tænk bare på indledningen til 'Bröderna Lejonhjärta':'Nu ska jag berätta om min bror. Min bror, Jonatan Lejonhjärta, honom vill jag berätta om. Det är nästan som en saga tycker jag, och lite, lite som en spökhistoria också, och ändå är alltihop sant'.

Ved at sidestille spøgelseshistorier og eventyr og samtidig påstå, at det hele er sandt, dementerer Skorpan sin egen genredefinition. Eventyrgenren udvides med Skorpans formulering, og det bliver fra starten klart, at det ikke er et eventyr i traditionel forstand. Begge fortællinger har en autoritativ fortæller, der formår at fastholde læseren. I 'Mio, min Mio'hedder det for eksempel: 'Det var en ande, sanna mina ord,som satt inne i flaskan'.

Der åbnes ikke for indvendinger, hvilket ses på den markerede del af citatet ovenfor og på konstateringen: 'Ingen vet det. Mer än jag'.

Fortælleren ved noget, som læseren kun kan erfare ved at læse videre. Læseren er underkastet fortællingen. Mundtligheden og den direkte kontakt øger intimiteten mellem fortæller og læser. Det samme er tilfældet i 'Bröderna Lejonhjärta':'Fast det vet nog ingen mer än jag och Jonatan'.

Allerede med indledningen forsøger Astrid Lindgren at fastholde læseren i en bestemt position, og flere steder inddrager hun læseren ved hjælp af direkte henvendelser som: 'Gissa vad jag tycker om!'

Astrid Lindgren har hentet inspiration til sine beskrivelser af Pippi som løgner i sin læsning af Knut Hamsuns 'Sult'(historierne om J.A. Happolati). I 'Mio, min Mio'henviser hun som allerede nævnt direkte til '1001 nats eventyr',og Mio sammenligner gang på gang med eventyr ('Det var också ett sådant där hus som finns i sagorna').

'Bröderna Lejonhjärta'refererer til eventyr, ridderroman, sagn og legende. I 'Grynet'er der mange referencer til bibelhistorien, da Grynet leger Joseph og hans brødre. Der er i Astrid Lindgrens bøger spor fra H.C. Andersen, Edith Södergran og Selma Lagerlöf blot for at nævne nogle enkelte af de mange litterære referencer, der kan spores i hele forfatterskabet. Men det er ikke kun litterære genrer, der refereres til, men også popslagere som 'La Paloma'('Bröderna Lejonhjärta') og gammel folketro (Krösa-Majas (Tyttebær Maja) historier i 'Emil i Lönneberga').

Ung kærlighed

Forfatterskabets sidste værk blev 'Ronja röverdotter'.Med den har Astrid Lindgren ikke alene skabt en moderne røverroman med en pige i hovedrollen, men en moderne Romeo og Julie-historie. Bogen handler om ung kærlighed, far-datter-konflikt, om overgangen fra barndom til voksenliv.

Astrid Lindgren har skrevet inden for mange emner og temaer. Fælles for hendes værker er dog, at de tager udgangspunkt i børn og deres rettigheder, hun taler altid børnenes sag. Dog skal det her påpeges, at heller ikke Astrid Lindgren kan sige sig helt fri fra en vis moralisering. Men i almindelighed er hun ofte mere ironiserende på bekostning af de voksne end moraliserende over for børnene. Det er fælles for bøgerne, at de har et barn/børn som hovedperson(er). Og det er karakteristisk for de lindgrenske børn, at de har fået deres eget liv, de er ikke blot stereotype figurer i en bog, men små individer med en stærk personlighed. Blandt Astrid Lindgrens børn er vildbasser som Emil og Lotta, men der er også triste børn som for eksempel Bo Vilhelm Olsen (Mio) og Skorpan. Der er stærke piger som Pippi og Ronja og kvikke drenge som Kalle Blomkvist, udspekulerede fyre som Karlsson på taget og ja, listen er lang. Det er et forfatterskab, der kom vidt omkring i personkarakteristikker, problemstillinger og tematikker. Der er i Astrid Lindgrens bøger rig mulighed for identifikation og indlevelse.

Astrid Lindgren efterlader en række vidunderlige påhit. Påhit, som ofte tager deres udgangspunkt i det svenske Småland, for som hun skriver i 'Mina påhitt':'Många av dem är knappast påhitt alls utan bara omdiktningar av egna upplevelser i en fjärran barndom, ur vilka de blänker fram i minnet som glimtar från en blinkfyr'.

Astrid Lindgrens bøger er oversat til mere end 76 sprog, så hun må siges at have ophævet det egnsbundne, samtidig med at hun er så trofast som nogen over for sin barndoms egn. Astrid Lindgren efterlader et forfatterskab i verdensklasse- et- forfatterskab, der taler til såvel børn som voksne.

Anette Steffensen er cand.mag.

Læs mere på www.folkeskolen.dk