Dette indlæg, fordi jeg ønsker, at et større forum end postkortlæserne hos Dafolo får kendskab til mine synspunkter.

Efter min opfattelse har DLF reduceret sig selv fra noget, der engang kunne forveksles med en fagforening, til en ren pædagogisk forening. Fjernt fra virkeligheden lytter man i DLF efterhånden udelukkende kun til pædagogiske profetier af mere eller mindre pseudovidenskabelig karakter uden for alvor at interessere sig for konsekvenserne for medlemmerne eller disses virkelighed. En fagforenings opgave er stadig først og fremmest at varetage og bakke op om interesser som løn, arbejdsvilkår, rettigheder og velfærd - og ikke kun på medlemmernes bekostning at implementere pædagogiske drømmerier under påberåbelse af elevernes tarv.

DLF vægter alt for kraftigt ideologiske synspunkter i en overenskomst, som primært skulle dreje sig om løn, arbejdsvilkår, rettigheder og forpligtigelser. Sidstnævnte vægtes jo voldsomt af arbejdsgiverne, mens arbejdsvilkårene, rettighederne og lønnen nærmest er gået af mode. Denne klassiske og uheldssvangre roden sammen af helt konkrete forhold og ideologi i en overenskomst har bragt mange medlemmer i klemme, idet de som bekendt er steget - ikke mærkbart i løn - men i ugentligt timetal - med væsentlig mindre forberedelsestid end før. Undertegnede inklusive - fra 22 til 27.

Man kunne fristes til at tro, at DLF havde meldt sig ind i Dansk Arbejdsgiverforening.

Hvis tidens overordnede fagforeningspolitiske trend er tilpasning og pacificering af medlemmerne, er det lykkedes godt for DLF - alt for godt. Lærere i København bydes arbejdsforhold som: 1.-klasser på 28 elever - for små lokaler - differentieret undervisning i disse - faldefærdige bygninger - utilstrækkelige undervisningsmidler - edb-kaos - utilstrækkelige henvisningsmuligheder - heraf uunderviselige elever i klasserne - hjemmebesøg om aftenen - møder i tide og utide - kollegial vikardækning på bekostning af ressource- og støttecentertimer - deraf manglende ressourcelærere - naboklassetilsyn - støjgener - elevvold - forældrechikane - og ikke mindst krav, krav og atter krav - uden at DLF på noget tidspunkt skuer ud mod virkeligheden - væk fra den ofte indforståede, småfnidrede pædagogiske debat - for at komme til undsætning.

Intet under, at folk løber skrigende væk. Sandheden er jo i sidste instans konkret.

Anvis mig et nyt arbejde efter 25 år i folkeskolen, så får man da lidt for kontingentet!

Ingvar Hansen

Højdevangens Skole, Amager