Hvis Lego fandt på, at dens medarbejdere skulle producere flere røde klodser end grønne, ville SID selvfølgelig ikke blande sig i det. SID's opgave er som fagforening først og fremmest at sikre, medlemmerne får så høj en løn som muligt, så godt et arbejdsmiljø som muligt og en fornuftig arbejdstid.

Det samme burde gælde DLF. Hvorfor skal vores forening bruge en masse krudt og penge på F2000, læseplaner og anden pædagogik i stedet for at koncentrere sig om det, en rigtig fagforening burde bruge kræfterne på.

Er det, fordi man føler sig lidt for fin til at nøjes med at være fagforening for lærerne og gerne vil sidde med til bords med de fine?

Nu kan man læse, at der de kommende år vil være stor lærermangel. Hvad ville andre organisationer gøre for deres medlemmer? Selvfølgelig udnytte situationen efter devisen: lille udbud (lærere), stor efterspørgsel (mange elever): højere løn til de efterspurgte!

Men nej! Hvad sker der med stor sandsynlighed: Det, der skete ved sidste overenskomst: Modparten tager igen en vis legemsdel på os, og så skal vi ud og have flere timer for en mere eller mindre symbolsk betaling.

Og det er jo symptomatisk for vor kære fagforening, at hver gang vi har fået noget, der ligner en lønstigning, man bare mere end kan ane, så har vi selv betalt for den i form af mertimer.

DLF vil sikkert undskylde sig med, at det offentlige lønsystem er meget stift, men det er ikke mere stift, end man gør det til!

Da edb-folk på grund af dårlig løn begyndte at flygte fra min nabokommune Frederikssund, kunne kommunen lige pludselig godt finde en månedlig lønstigning på 5.000 kroner, og flyvevåbenet har jo også måttet betale klækkelige lønforhøjelser for at forhindre piloterne i at søge job hos Sas.

Løn er jo ikke kun et spørgsmål om kroner og øre, det er også medborgernes anerkendelse af, hvor værdifuldt dit arbejde er for samfundet. Der er jo en grund til, at en luftkaptajn hos Sas får tre-fire gange mere i løn end en HT-chauffør (Hovedstadsområdets Trafikselskab), selv om de i princippet gør det samme: transporterer folk.

Det er jo heller ikke noget, der fremmer vores anseelse i den øvrige befolkning, at DLF tillader, at alle, fra husmødre til ingeniører, er lærere i folkeskolen. Så er vi tilbage ved den gode gamle floskel: Lærere, det er da noget, alle kan blive.

Jeg siger ikke, at jeg bliver en bedre lærer af at få 5.000 kroner mere i løn om måneden, men hvis man i forvejen har svært ved at tiltrække (og fastholde) især mandlige lærerstuderende til faget, kunne en ordentlig løn vel være en af gulerødderne. Som det er nu, må jeg som praktiklærer desværre sige, at mange af de få mandlige lærerstuderende, jeg har kendt, har haft alt for megen gummi i rygraden. Det kunne jo være, at en fornuftig løn ville tiltrække også andre typer, der nu vælger mere attraktive uddannelser.

Så kære DLF: prøv fremover at give mig mere en blot én grund - en god gruppelivsforsikring - til fortsat at være medlem af Danmarks Lærerforening.

Jesper von Staffeldt

Ølstykke