Det bedste ved at blive ældre er glemselens nådegave; det er også det værste at overvære.

Det bedste ved at være i DLF er at mærke sammenholdets varme; det værste kan vi bare ane og fremmane.

At overvære unge kolleger udtale om lærerarbejdet i flere forskellige situationer, at hvis man som lærer med tiden bliver så negativ og problematisk at have med at gøre som disse dinosaurer - ja så bliver hun i hvert fald ikke længe i jobbet - og dette fordi andre kolleger på baggrund af egen erfaring og erkendelse udtaler sig om, at samarbejdet ikke foregår lige så ideelt og slet ikke som udlagt af eksperter udefra, ja så synes der i det mindste at mangle en form for forståelse for det private og det professionelle plan i en lærers liv.

At overvære, at der på en skole bliver uddelt lektioner med rund hånd og fagligt pædagogisk krævende arbejdsopgaver til nyuddannede kolleger, giver selvfølgelig anledning til drøftelser fra det udtrykt medlidende til kyniske overlæg fra den mere erfarne del af kollegaerne - krydret med stikpiller til en eventuel ledelse - men det er vel nok også sådan, at en hel del af disse velmenende kolleger godt kan leve med, at det ikke lige gik ud over dem, måske kan de selv bedre påvirke ledelsen. Mon de kan være så stresspressede, at de dukker hovedet og håber, at stormen løjer af, ja så synes der i det mindste at være emner at drøfte som de holdninger, principper og etik, man har og kan forvente at møde og blive mødt med - det kunne jo også være, at der var den slags ansvarlig ledelse på skolen, som kunne tænkes at varetage andre interesser end lige det planøkonomiske.

Er det så sådan, at man, fordi man betaler kontingent til den ene eller anden forening, trygt kan læne sig tilbage og overlade til foreningen at tage vare på, at den enkeltes interesser i dette spil ikke sættes over styr i en teoritung aftale om arbejdstid - således at man selv ansvarsfrit kan nyde sine veldefinerede rettigheder og så i øvrigt give til kejseren, hvad hans er?

Hvis det er sådan, ja så hjælper alverdens påkaldelser af formandsdamen som en skrædder i helvede. Det, der hjælper, er efter min bedste - måske også naiveste - overbevisning, at den enkelte har vilje og handlekraft i et fællesskab af kolleger til fælles bedste.

Styrken er ikke smagen, det er virkningen, der er styrken!

Er det mon så sådan, vi er?

Gert Groth

Lundby