Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det mindste, lærerkredsformand Rasmus Møller, Folkeskolen nummer 4, kunne gøre, inden han fremhæver sig selv som et 'positivt forbillede', er at læse de indlæg, han kritiserer, ordentligt igennem.
Men omvendt har jeg forståelse for, at hvis man ikke har nogle argumenter, så kan man altid råbe 'perfidt angreb' eller 'racist' efter anderledes tænkende på nøjagtig samme måde, som lige så ensporede mennesker på den anden fløj råber 'perker' efter etniske minoriteter. Rasmus Møllers brev er i den forbindelse noget selvmodsigende, da han nævner, at 'intet politisk tilhørsforhold har patent på medmenneskelighed'. Men er det egentlig ikke det, du selv kræver, Rasmus. Jeg mener som lærer og menneske, at man må respektere, at andre har en anden politisk opfattelse, så længe den er demokratisk funderet. Om folk er mest til Dansk Folkeparti eller Socialistisk Folkeparti, det er ikke en fagforenings opgave at ændre på.
Hvis Rasmus Møller havde læst mit indlæg ordentligt, havde han også set, at jeg skriver, at demonstrationen havde 'et glimrende formål' i at tage afstand fra nazisme og så videre, og 'at de nazistiske trusler er forfærdelige'. Grunden til, jeg problematiserer deltagelsen i demonstrationen, er, at man ved at demonstrere sammen med ekstreme marxister indirekte viser accept af en politisk opfattelse endnu mere voldelig og pervers end nazismen. Og ikke holder sig til afstandtagen fra decideret racisme, men også sviner anderledes tænkende demokratisk indstillede partier til.
Til sidst vil jeg prøve at stille mit spørgsmål igen, og så håber jeg, at jeg er mere heldig med at få et svar end den udenomssnak, jeg har mødt indtil nu. 'Tager Anni Herfort og Rasmus Møller lige så skarpt afstand fra Enhedslisten og de autonomes terror, som de gør fra nazisterne?' Det var faktisk det, der var det oprindelige tema! Tør I ikke svare?
Rico Carlsen
Næstved
Svar
Jeg gentager gerne endnu en gang, at jeg tager afstand fra enhver form for terror, racisme og fremmedhad - uanset hvem der udfører den. Og jeg er glad for, at vi er enige om, at 'de nazistiske trusler er forfærdelige'. Det var det, Krystalnat-initiativet handlede om.
Anni Herfort Andersen
Formand for DLF