Henning Gade fra Dansk Arbejdsgiverforening skriver i Folkeskolen i artiklen 'Fremtidens folkeskole' sine og Dansk Arbejdsgiverforenings synspunkter om folkeskolen i dag og fremover.

Skolen skal ses som en virksomhed, der fremstiller produktionsredskaber for erhvervslivet. Derfor skal skolens organisation og indhold strammes op og rettes ind efter erhvervslivets krav. Han ser det Newzealandske skolesystem som en model, der kan anvendes i dette øjemed.

Nu ser jeg verden fra et andet sted end Dansk Arbejdsgiverforening. Jeg er en af de efterspurgte erfarne lærere, der også har lidt kendskab til erhvervlivet. Det giver mig anledning til følgende betragtninger:

Skolen er ikke en virksomhed og kan ikke sammenlignes med en virksomhed.

Nogle eksempler:

- i skoleverdenen har vi lange produktionstider, det tager typisk ni år at fremstille vort produkt. I erhvervslivet kan man som leder (prøv at lytte til udtalelser fra ledere i de store virksomheder!) sjældent se længere frem end tre måneder, så kan tingene have ændret sig så meget, at planlægningen skal justeres - eller laves helt om.

- i skoleverdenen kan vi ikke stille krav til vore leverandører. Vi tager - glade - imod alle, der indskrives i skolen. Erhvervslivet laver kvalitetstest på leverancer fra underleverandører, og kan underleverandørernes produkter ikke leve op til ønskerne, bliver de kasseret.

- i skoleverdenen er det andre (Folketing, kommunalbestyrelse, forældre og samfundet), der fastsætter de rammer, der skal arbejdes under (herunder ogsåøkonomien). I erhvervslivet er det den enkelte virksomhed, der sætter rammerne for produktionen (med hensyntagen til nogle love vedtaget af Folketinget/arbejdsmarkedets parter, love, der ikke altid overholdes - men det er et sidespring!).

- i skoleverdenen producerer vi ikke specifikke produkter, vi forsøger at fremstille hele mennesker. I erhvervslivet fremstilles som regel et produkt, der kan måles og vejes.

Med hele mennesker forstår jeg, at vi ikke kun skal sørge for at udvikle arbejdere til erhvervslivet, men også selvstændigt tænkende individer, der er i stand til at tage hånd om egen tilværelse: uddannelse, fritid, hobby, job, familie - altså en kompleks samling af aktiviteter, det enkelte menneske skal kunne stykke sammen til et hele: Livet.

- i skoleverdenen er arbejdsindsatsen ikke umiddelbart målbar, og det er i bedste fald bare spild af tid og kræfter at ville måle resultaterne - i værste fald kan det være direkte nedbrydende for arbejdsindsatsen! I ehvervslivet er målbarhed jo nærmest et mantra.

Jeg vil gerne nævne nogle mål, man kan sætte sig for et barn, der starter i folkeskolen: Barnet skal i løbet af de ni år, det varer, have en perlerække af positive og stimulerende oplevelser, have så gode muligheder, som vi kan give det, for at udvikle alle de færdigheder - boglige såvel som kreative - de er i besiddelse af, barnet skal blomstre - være i godt humør og glad for at gå i skole hver dag, skolen skal gøre barnet åbent for at modtage indtryk fra omverdenen i en positiv og engageret ånd, barnet skal være engageret - undre sig over tilværelsen - stille interesserede spørgsmål, i det hele taget skal barnet 'ville' - der skal være 'drev' i barnet, så det viser, at det kan tage hånd om sin egen tilværelse, når det forlader skolen.

Livet er mere - og vigtigere - end konkrete, målbare færdigheder.

Derfor, Henning Gade og Dansk Arbejdsgiverforening, glem alt om målstyring, glem alt om den New-zealandske model, glem alle sammenligninger mellem folkeskole og erhvervsliv, men husk at gå i dialog med folkeskolen -åben og konstruktiv dialog - om vore fælles børn og de vilkår, vi giver dem at vokse op under. I fællesskab kan vi skabe hele mennesker, det er også i erhvervslivets interesse, for det er den eneste måde, vi kan sørge for, at fremtidens unge er i stand til at handle og omstille sig til en omskiftelig verden i hurtig udvikling.

Palle Dons Heltoft

lærer

Sønderborg Lærerkreds

Forkortet af redaktionen