Man kunne ønske, at Pædagogiske Psykologers Forenings mangeårige formand ville slutte sin karriere af med en rejse rundt til landets skoler og kommuner for at holde foredrag og skubbe på nogle forandringer. For nu, hvor han stopper, ser han tilbage på 40 års arbejde og stiller sig selv og os alle et helt centralt og smerteligt spørgsmål:

Hvorfor er det trods alle gode viljer ikke lykkedes at nå de 15-20 procent af eleverne, som har svært ved at klare skolens krav?

Det har været et officielt mål siden 1969, og der er tænkt tanker og gennemført projekter. Men lige meget har det hjulpet.

Bjarne Nielsen, tidligere lærer/skolepsykolog/skolechef og ildsjæl, som lige om lidt takker af som formand for Pædagogiske Psykologers Forening, slutter med et opråb, ja, faktisk et nødråb om de 15-20 procent fagligt svage elever.

Det er intet mindre end det vigtigste spørgsmål i folkeskolen, han her tager fat på. Og faktisk ved vi, hvordan vi skal gøre. For efter mange udviklingsprojekter og forskning er der opstået en grundlæggende konsensus blandt forskere og speciallærere.

Vi ved godt, hvad der skal gøres. Men vi lærer åbenbart ikke af vores erfaringer, siger Bjarne Nielsen. Det samme blev konklusionen på en række interview og et debatmøde omkring inklusion, som nærværende fagblad, Folkeskolen, gennemførte for et år siden.

Den vigtigste ingrediens i opskriften hedder co-teaching. Det er vel at mærke ikke et smart ord for to lærere/voksne i klassen. Der skal være en lærer og en person med specialpædagogiske kompetencer. De to skal sammen stå for undervisningen og tilrettelæggelsen og indrette en genkendelig og fast struktur, som i øvrigt vil gavne alle elever, siger Bjarne Nielsen.

Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) skal ud på skolerne, tale med lærerne, ind i klasserne og drikke kaffe på lærerværelset - og ikke kun beskæftige sig med et barn ad gangen.

»Problemerne skal løses i konteksten. Det er det bedste for børnene. PPR skal også se barnet i konteksten. Det er nødvendigt. Men der er for mange psykologer, der befinder sig bedst på rådhuset og alene med barnet«, lyder bredsiden fra Bjarne Nielsen.

Bjarne Nielsen retter også skytset mod lederne, for han savner ledere, som har viden og erfaringer fra skolen - og mod til at slå i bordet over for politikerne.

Uanset årsagen er det at få samlet op på de fagligt svageste elever en kerneopgave i et velfærdssamfund. Ikke for at alle skal være frontsoldater i konkurrencestaten, men for at også de kan få mulighed for at leve et liv, hvor de har redskaberne til selv at navigere, deltage i demokrati og fællesskab og være et myndigt menneske.

Så egentlig er det bare med at komme i gang.