Anmeldelse

Faglig ledelse

Lidt af en opgave, men et dejligt ambitiøst ideal at have

Bogen slår et mægtigt slag for værdien og vigtigheden af faglig ledelse i skolen. Faglig ledelse skal helt tæt på og ind i praksis, så det bliver et fælles anliggende mellem den faglige leder, skolens vejledere og lærerne på skolen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Faglig ledelse er ledelse af læring. Det kræver, at man som faglig leder er tæt på praksis, ajour med den nyeste forskning, kan hæve sig op i et helikopterperspektiv og samtidig være sig sine egne blinde pletter og antagelser bevidst.

Fakta:

Titel: Faglig ledelse

Forfatter: Malene Ringvad

Pris: 225

Sider: 112

Serie: Faglig ledelse i skolen

Forlag: Dafolo

Bogen bygger på Viviane Robinsons forskning og forsøger at oversætte hendes anbefalinger om elevcentreret skoleledelse til en dansk skolekontekst og en helt konkret ledelsespraksis. Den kommer omkring praksisteorier om undervisningen og elevernes læreprocesser samt ledernes praksisteorier om faglig ledelse i skolen. Den præsenterer læseren for læringsåbne samtaler som en ramme for en fagligt ledet samtale og beskriver herefter facilitering af læringsforløb med inddragelse af praksisteorier. Bogen afsluttes med en kort skitsering af de fem byggesten i faglig ledelse.

De læringsåbne samtaler kan bruges, når der er udfordringer i undervisningen eller teamsamarbejdet og til arbejdet med skolens pædagogiske indsatser. Samtalerne har en direkte og gennemsigtig rammesætning, så det er tydeligt og konkret, hvad der er anledningen til samtalen. Samtalen skal ses som en invitation til at undersøge praksisteori i fællesskab i tre faser. Hvorfor bliver det gjort eller ikke gjort? Hvad blev der gjort eller ikke gjort? Hvad skete der efterfølgende? Det er vigtigt, at samtalerne baserer sig på oprigtig interesse og nysgerrighed.

Læringsåbne samtaler bruges til: ”... at undersøge den praksis, der allerede er i brug på skolen, for at forstå, hvad der begrunder den, og for at undervisere og ledere i fællesskab kan blive klogere og udvikle undervisningspraksis sammen”.

Bogen byder på gode og konkrete eksempler på, hvordan forskellige typer af læringsforløb kan udmønte sig med udgangspunkt i den læringsåbne samtale i en vekselvirkning med afprøvning og observation i undervisningen.

Jeg er vild med bogens lettilgængelige sprog og meget konkrete praksiseksempler. Den er simpelthen nem både at forstå og at gå til. Bogen henvender sig til ledelsesteam og vejledere i skolen, og jeg kan varmt anbefale bogen. Det er bare med at komme i gang, hvis man har brug for inspiration til, hvordan man helt konkret kan bedrive faglig ledelse, hvordan man kan italesætte skolens eksisterende praksis og på den baggrund skabe et fælles afsæt for pædagogikken, så elevernes læring og udvikling kommer i centrum.