Kroppen er altid med læreren på arbejde. Eleverne ser læreren og lærerens kropssprog og reagerer på det. Der er en kommunikation uden ord. En vigtig kommunikation. Forskellig fra person til person – der er ikke én rigtig måde, én sandhed, men kroppen er altid med i samtalen, forklarer Mathias Sune Berg.

Han er i gang med en ph.d. om kroppens betydning for lederskab af skoleelever og har selv været lærer i nogle år. Gennem halvandet år har han fulgt flere lærere på en folkeskole i en forstad til København. Her har han observeret, hvad der fungerer godt, når det gælder kropssprog og klasseledelse. Desuden har han talt med eleverne i en 5. klasse.

Nogle lærere kan få ørenlyd i klassen bare ved en stille gestus, en finger mod læberne, en anvisende bevægelse, fordi de allerede har autoritet i klassen. De har et velfungerende lederskab. Andre kan ikke bare klappe en rytme eller løfte hånden og få ro, viser ph.d.en »Kroppens betydning for lærerens lederskab«.

»Vi står med kroppen i centrum i klassen, og vi skal kunne være i det. Alt bliver opfattet af eleverne, også de små tegn på usikkerhed. Man kan ikke puste sig op til at kunne klare det, man skal kunne være sig selv og have kontakt med sin krop. Men man skal også huske, at der er lige så mange måder at være kropsligt forankret lærer på, som der er mennesker«, siger Mathias Sune Berg, der til daglig er lektor i idræt og underviser studerende på professionshøjskolen UCC i København.

Ud fra sine mange observationer i forskellige klasser konkluderer Mathias Sune Berg, at de lærere, der lykkes med at etablere et stærkt kropsligt forankret lederskab, har flere ting til fælles: De er nærværende, rummelige, tør acceptere en vis sårbarhed, og så kan de mærke sig selv. En anden vigtig konklusion er, at man kan lære at bruge sit kropssprog bedre, blive mere bevidst om det og blive bedre til at mærke sig selv.

Stille kropslig ledelse

»Da jeg for mange år siden var lærervikar, tog viceskolelederen mig under sine vinger og sagde, at jeg skulle lægge mærke til, hvad især de stille kvindelige lærere gjorde. Uden at hæve stemmen udviste de et stærkt lederskab i klassen. Som han sagde, så gjorde de alle noget forskelligt og ikke nødvendigvis ’rigtigt’ ifølge bøgerne, men det virkede«, fortæller Mathias Sune Berg.

Han kommer med et eksempel fra sin forskning og beskriver klasselæreren Line. Hun står i døråbningen ind til klassen, da eleverne kommer fra frikvarter. Det er altid en svær overgang. Hun fører fingeren op til læben og signalerer overgangen fra frikvarter til undervisning – at eleverne skal dæmpe sig. Hendes anden hånd stryger over hovederne, som de passerer hende. Den lette berøring beroliger børnene, der spreder sig i klasseværelset og finder deres pladser. Line glider rundt mellem stole, borde og børn, indtil alle er på plads. Hendes stemme er lav. Hun giver endnu ingen fælles beskeder, men kommer med enkelte personlige anvisninger. Eleverne finder deres bøger og blyanter frem og går i gang med at arbejde. De ved, hvad de skal.

Line går udenfor til en dreng, der ligger på gulvet. Hun taler med ham og kommer ind i klassen ti minutter efter. Der er stadig ro. Hun giver en fælles besked.

»Her er tale om ekstremt vellykket klasseledelse. Line er nærværende, hun har øjenkontakt med eleverne, og den lette fysiske berøring virker beroligende. Interessen for den enkelte elev skal være oprigtig«, fremhæver Mathias Sune Berg, der netop kigger efter det, der lykkes:

»Børnene elsker at være i skole – hos de lærere. Men det er interessant at se, hvad de egentlig gør – og at det er så forskelligt. Det skal passe til den enkelte lærer, det skal være autentisk«.

»Som lærer kender man også det at miste fodfæstet. Når vejrtrækningen kommer helt op i halsen og bliver overfladisk. Man kan straks mærke det. Måske er det slet ikke klassen som sådan, der giver problemet. Det kan være en relation til to elever i klassen eller noget, der sker mellem et par elever. Derfor er det vigtigt at kunne mærke sig selv og kende reaktionerne. Vi har kun os selv at lede med«.

Lærer af at se sig selv på video

I observationerne på folkeskolen optog Mathias Sune Berg mange timers undervisning på video. Han satte lærerne sammen to og to, så de kunne se hinandens optagelser. Lærerne fortalte hinanden, at de nærmest kunne mærke, hvad der skete på optagelserne, at de fornemmede et trygt og rart klasserum. Eller de talte om det, der gik galt, hvis en konflikt eskalerede.

»Det er vigtigt at få et sprog for det her. At kunne tale om kropssproget i praksis, at se, hvordan en lærer bevæger sig fra A til B, og måske også se, hvordan eleverne opfatter lærerens bevægelser. Det har betydning, om læreren møder eleven med oprigtig nysgerrighed og interesse, eller om kontakten har karakter af et kontrolbesøg. Det kan eleverne fornemme«.

Han fortæller også om lærernes egne kommentarer. En lærer ser pludselig tydeligt på videoen, at han står med hænderne oppe i sine ærmer, og en anden kommenterer, at hun jo med de store krammere nærmest udsætter eleven for et overgreb. Man bliver klogere af at se sig selv i situationerne.

For ligesom læreren skal være i kontakt med sig selv, skal læreren også kunne mærke børnene. Det er vigtigt at kunne fornemme den enkelte elevs grænser. For – som Mathias Sune Berg siger – er det ikke alle børn, der gerne vil have en stor krammer af sin lærer.

Alle lærere, som Mathias Sune Berg fulgte, talte desuden om at være opmærksom på børnenes grænser, at være opmærksom på, hvilke grænser de enkelte børn har.

»Vi talte om, at nogle børn er svære at kontakte. Hvis for eksempel et barn er i sorg, kan det være svært for læreren at tackle det. Fordi det er forskelligt, hvordan det enkelte barn kan hjælpes, skal man kende barnet godt for at kunne gøre det rigtige i en situation. Men med kroppens sprog kan vi også vise, hvad vi måske ikke kan formulere. Vi kan vise, at vi ser barnet og anerkender den svære situation, som barnet er i. For eksempel kan vi sætte os ved siden af barnet og bare være til stede. For at vise barnet, at vi er der, og at barnet ikke er alene«.

Elever opfatter knivskarpt

Også børnenes kommentarer og tegninger er interessante ifølge forskeren. Et barn tegnede for eksempel læreren med meget store ører – eleven følte sig hørt/bemærket. Nogle tegnede skældud, der føltes voldsom. Nogle børn tegnede, at læreren kiggede den anden vej, mens han/hun talte.

»Eleverne kom i et fremtidsværksted med kritik og ros. Jeg spurgte bare om deres liv sammen med lærerne, og de tegnede at få et kram, at være alene, at føle sig udstillet eller at være på tur og komme tættere på læreren som person. Børnene er knivskarpe og kan udtrykke sig meget præcist om deres oplevelser, særligt hvis de får lov til at udtrykke sig med andet end bare ord. De kan være nådesløse og prikke til en lærer, indtil der kommer en ægte reaktion«, siger Mathias Sune Berg.

Børnene kan aflæse lærerens sindsstemning, og de reagerer på det. Det går bedst, når der er skabt et trygt rum, for der skal være overensstemmelse mellem ordene, der kommer ud af vores mund, måden, man siger det på, og det, man viser med sin krop.

»Vi ser alle med mere end synet. Det er intimt. Jeg kunne have spurgt lærerne om deres didaktiske valg, og de havde fortalt op og ned om det, men at beskrive kropssproget over for hinanden, se på sig selv og hinanden på den måde – det er en intim fortælling. Lærerens krop er i spil, oftest uden at læreren selv er bevidst om det, men man kan godt træne og udvikle sit kropssprog, når man først er blevet bevidst om det«, siger Mathias Sune Berg.

Han peger på, at man stikker de lærerstuderende blår i øjnene, hvis man ikke taler om, hvordan kropssproget er i spil i undervisningen, og at man skal tænke over det. Blive bevidst om det, fordi det er vigtigt, hvis man vil have autoritet. Det er et emne, som blandt andre praktiklærerne skal have for øje, så de kan tale med de studerende om kropssproget. Lige nu fylder det for lidt på læreruddannelsen, mener han.

2. Den rolige krop

3. Den favnende krop