Den senere tids udgivelser inden for samfundsfag bærer alle præg af et krav om basal viden, personlig stillingtagen og dermed perspektivering, ligesom det for histories vedkommende er gældende at påpege den historiske og samtidige perspektivering. "Fagdidaktik i samfundsfag" giver en sober og grundig indføring i fagets historie og status for både folkeskolen og gymnasiet. Her skal hovedsageligt omtales de folkeskolerelevante sider.

Faget er gået fra at være samfundslære til samtidsorientering over samfundskundskab til det, det er i dag, nemlig samfundsfag. De sidste år med realeksamen i 70'erne var samfundslære et must, men vel nærmest et vedhæng til historie. Så man må sige, at der er sket en udvikling på dette felt.

"Fagdidaktik i samfundsfag" indkredser gennem historiske analyser af faget i folkeskolen (og gymnasiet) dets grundlæggende indhold, som har varieret over tid og skoleform. Herudfra påvises, at følgende fire punkter vil forekomme i et eller andet blandingsforhold, nemlig samfundsfag som samtale/livsverden, samfundsfag som faglige metoder, samfundsfag som indhold i form af samfundsmæssige processer og strukturer og samfundsfag som videnskabsdiscipliner.

Denne analyse må siges at være meget vellykket, og mon ikke punkt tre må siges at være meget relevant i folkeskoleregi. Risikoen for udokumenterbare diskussioner og tågesnak elimineres, hvis den basale argumentation får en væsentlig plads i undervisningen.

Bogen understreger, at samfundsdidaktikken må være en kobling mellem samfundsvidenskaberne, en kobling til de aktuelle samfundsstrukturer og -processer og endelig til det demokratiske værdigrundlag og til elevens livsverden.

At tage udgangspunkt i elevens egen verden, virkelighedsopfattelse og undren er indlysende. Herfra går vejen så til de forskellige discipliner, der skal sikre, at økonomi, politologi, sociologi og international politik bliver centrale dele af undervisningen.

Med det bombardement af informationer i alle medier vedrørende samfundsproblematikker, vi alle kan udsættes for i dag, er det befriende, at faget har fået så stor prioritet, som det har, og ikke ender som et køkkenbordsfag.

I Undervisningsministeriets vejledning af 1987 kunne man blandt andet læse, at "... samtidsorientering er en videreudvikling af samtalen hjemme mellem de store børn og deres forældre - en samtale, som måske mest findes i en forestilling om det gode hjem. I skolen er det undervisningen, der er samtalen for alle - også for dem, der ikke møder den hjemme". Meget har heldigvis ændret sig.

Et ikke uvæsentligt kapitel omhandler skrivning i samfundsfag. Der nævnes eksempler på elever, der ikke gemmer deres skriftlige arbejder, fordi målrettet skrivning i faget tilsyneladende ikke har tilstrækkelig observans - hvilket åbenbart kan være et problem også i gymnasiet.

Vi må nok se i øjnene, at det er de færreste elever, der skriver med en Viking-blyant nummer 2 (og godt det samme). De bruger elektroniske hjælpemidler, hvilket er fint, men det indebærer, at en god informationsindsamling og skrivedisciplin skal vægtes så højt, at man undgår udokumenteret afskrivning. Her må der da i folkeskoleregi ligge utallige muligheder for tværfaglige arbejder, der kan styrke netop kildekritik og det skriftlige.

Det bliver spændende engang at læse om erfaringerne med skriftlig samfundsfag, når det er implementeret og grundigt gennemprøvet i folkeskoleregi.