Nu skal der for femte gang i historien være valg til skolebestyrelserne. »Det oversete valg« kunne man med rette kalde det. For efter den interesse - eller mangel på samme - som medierne hidtil har vist for valget, er vi tæt på at kunne erklære tanken om det repræsentative skoledemokrati for død. Og selvom forældre via bestyrelserne har muligheden for at få endog meget stor indflydelse på deres børns skolegang, har de færreste lyst til at investere den fornødne tid til at indgå i bestyrelsesarbejdet. Måske vil forældrene gerne have en skolebestyrelse, men der er ingen, der vil være i den. Herom taler tallene deres tydelige sprog: Ved det forrige valg var der egentlige valghandlinger på mindre end ti procent af skolerne, ved resten var der såkaldte »fredsvalg«. Her sammensattes bestyrelsen på baggrund af et opstillingsmøde, hvor der ofte var mindre end fem procent af skolens forældre repræsenteret.

Skoledemokratiet står over for mange og nye udfordringer, men samtidig er det i en alvorlig krise. Man kan da spørge: Hvis forældre ikke vil deltage i dette arbejde, kan vi så ikke lige så godt nedlægge skolebestyrelserne? Mit svar er et klart ja. Ikke fordi jeg mener, at forældrene i skolebestyrelserne ikke udfører et godt arbejde, men fordi »demokrati« på denne baggrund af få og ureflekterede vælgere ender med at blive et postulat. Man kunne sige, at forældrene ved fravær af interesse og deltagelse i skolebestyrelsernes arbejde dybest set selv har demonteret det repræsentative demokrati i folkeskolen.

Opruster de skolesøgende børns forældre ikke ved skolebestyrelsesvalget, må man i stedet for at bruge såvel forældrenes som lærernes, politikernes og skoleledelsens tid på noget, der kunne se ud som »en død sild«, koncentrere indsatsen om at udvikle det nære samarbejde mellem lærer, forældre og barn. En krampagtig holden fast i noget, som dybest set ikke fungerer efter hensigten - skolebestyrelserne - medfører alt for mange frustrationer - ikke mindst for dem, som rent faktisk lægger et stort arbejde i skolebestyrelserne. Og hvis alle forældre ikke slutter op om skolebestyrelserne, er der skræmmende perspektiver i, at der i forlængelse af kommunalreformen skal større kompetence til de lokale brugerbestyrelser - herunder skolebestyrelserne. Især hvis de i al overvejende grad består af tilfældigt valgte medlemmer, der kom i bestyrelsen, fordi de tilfældigvis mødte op til et opstillingsmøde, fordi de sagde ja til at stå på listen, fordi man manglede et par personer, fordi man måske hørte til blandt de højestråbende. I så fald er skolens udvikling bedre sikret af skolens ledelse og medarbejderne - kombineret med det nære samarbejde omkring den enkelte klasse.