Jeg har læst Lotte Christys og Helle Rabøls »Kommentar«, »Konflikter er normale - mobning er udstødelse«, i Folkeskolen nummer 1-2 og har følgende kommentarer:

Jeg er fagligt og etisk uenig i de to forfatteres udsagn om, at »mobning er ikke ond eller god«. Mobning er netop kvalitativt ondt, fordi det kan ødelægge et menneske for livstid. Der er naturligvis ikke tale om, at den, der udfører mobningen, er et ondt barn eller menneske, men handlingen er fundamentalt ond.

Mobning er grundlæggende et overgreb, og mægling kan derfor ikke bruges her: Der er tale om et asymmetrisk magtforhold, hvor de menneskelige omkostninger for de to parter er grundlæggende forskellige og derfor skal behandles på forskellig måde. Hvis vi taler om konflikter og mobning i en og samme sætning, sløres dette forhold. Mobning er ofte slet ikke udtryk for en konflikt i egentlig forstand.

Det er altid de voksnes ansvar at være garanter for, at ingen mobbes. Den voksne skal - hvis skaden er sket - tydeligt tage afstand fra mobningen og på enhver måde vise, at mobning er et overgreb på det enkelte individs ukrænkelighed. Denne forståelse er mere end at beskytte og vise solidaritet over for den, der bliver mobbet.

Mobning skal betegnes som moralsk og etisk ondt - både i relation til den, der udsættes for det, og i relation til det værdigrundlag, vores samfund og dermed den danske folkeskole hviler på. Mobning og andre overgreb udføres - overalt i verden - af mennesker - ikke af systemer. Det er nødvendigt, at vi fastholder moralske begreber som ansvar og pligt - godt og ondt. At formidle denne indsigt er stadig en af folkeskolens vigtigste opgaver.