Tak til lederskribenten i Folkeskolen nummer 4 for korrekt og udtømmende at citere den konservative partiformand Bendt Bendtsen for baggrunden for den konservative skolepolitik.

Det er korrekt, at Det Konservative Folkeparti ikke støtter en folkeskolelov, der bringer det antiautoritære i forgrunden og fortrænger fagligheden. Det er korrekt, at Det Konservative Folkeparti ønsker en fælles national folkeskole, hvor der er plads til variation, men hvor forældre og elever skal kunne regne med den samme gode kvalitet i undervisningen, uanset hvor i landet børnene går i skole. Det er de holdninger til den danske folkeskole, som vi nu realiserer gennem lovgivning i Folketinget.

Lederskribenten har selvfølgelig ret til at være uenig i konservativ skolepolitik.

Hvis skribenten mener, at det er nødvendigt at tabe hver sjette elev så eftertrykkeligt på gulvet, at han eller hun hverken kan læse eller skrive ordentligt efter ni års skolegang - for at kunne opretholde den antiautoritære skole - ja, så fred være med det. I hvert fald så længe det ikke er ham, der fastlægger skolepolitikken i dette land.

Heldigvis er det nok ikke det, han mener. Det er imidlertid de kolde fakta, vi som skolepolitikere må forholde os til.

Der er uomtvisteligt brug for, at folkeskolen fastholder det fokus på faglighed, som i disse år er ved at blive bredt ud. Danske børn skal rustes bedre, og færre skal tabes undervejs.

Det er også uomtvisteligt, at skolen aldrig bliver bedre end de lærere og skoleledere, som skal drive den i dagligdagen. De forandringer, vi gennemfører, vil først få fuld effekt, når kommunalbestyrelser, skoleledere, lærere og forældre arbejder sammen med eleverne om at blive dygtigere.

Derfor vil jeg hellere føre dialog end skændes med skolens mange interessenter - herunder DLF, som jeg desværre føler gør mere ud af at grave grøfter end bygge broer i disse år.