Regeringen har siddet i mindre end hundrede dage. Allerede nu ser man panikken brede sig.

Det sidste skud på stammen af vild forvirring er, at mangelen på skolelærere skal afhjælpes af en toårig nødtørftig uddannelse. Panik, panik - ynk, ynk!

Lad os tænke den tanke, at den nuværende regering manglede jurister til at rådgive sig - ville den da nøjes med unge studenter, der havde et 'jurasuppleringskursus'. Nej vel?

Regeringen har haft travlt med at pointere, at årsagen til, at Danmark halter en anelse efter for eksempel Finland på læseområdet, er, at Finlands læreruddannelse er universitetsbaseret. 'Ti minutter efter' siger den danske regering, at det er acceptabelt med to års uddannelse af ufaglærte, der kan bestå en optagelsesprøve. Hvor hjælpeløst kan det blive?

Ulla Tørnæs' substitut, Helge Sander, virker lige så hjælpeløs som undervisningsministerens nyfødte - undskyld sammenligningen, kære nyfødte!

Selvom man længe - meget længe - har vidst, at der var større årgange af elever på vej, har man ikke taget højde for denne situation. Markedsøkonomisk planløst anarki er et mildt ord for denne situation.

Skal jeg antydningsvis forsøge at hjælpe de hjælpeløse, kunne jeg forestille mig et ad hoc-korps af årsvikarer. Det kunne være lærerstuderende eller unge studenter med et 'skolekursus' administreret af Danmarks Pædagogiske Universitet. Der kunne være tale om kurser af tre måneders varighed. Når normalsituationen med et passende antal uddannede lærere igen er på banen, kan man pænt sige tak for hjælpen.

Parallelt hermed skal regeringen ultimativt sørge for igen at gøre det attraktivt at læse til lærer. Og dette kræver, at arbejdsgiverne, Kommunernes Landsforening, 'griber til læderet'. En genopretning af situationen skal forhandles mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening.

Vi skolelærere skal undervise og atter undervise. Vi skal ikke være reserveforældre. Vi skal ikke erstatte fundamental, almenmenneskelig adfærd hos børnene. Det skal der være tid og overskud til i familierne. Men dette kan være svært, når superliberalisterne kræver, at begge voksne i en familie er mere end 130 procent til stede på deres arbejdsplads. Her i den vestlige verdens liberalistiske mekka skal forældrene døgnet rundt være supereffektive. Herved bliver der ofte ikke plads til tid til hinanden, og i denne sammenhæng ikke til børnene. Og børnene er stadig forældrenes.

I skrivende stund erfarer jeg via dagspressen tirsdag, at forslaget skal genforhandles. Men også dette resultat må man frygte. Man kan aldrig vide sig sikker med denne macho-regering.

Uddannelse og atter uddannelse er en af Danmarks væsentligste resurser. Det siger OECD, og jeg er enig.

Men det klares ikke med panikløsninger, planløshed og voluminøs spareliderlighed. Uddannelse er en investering og ikke kun en udgift.

Finn Gunst

lærer og vejleder gennem 34 år

Brønshøj