Folkeskole- og seminarieverdenen har over en lang periode diskuteret DLF's forslag til professionsidealer, og med kongressens vedtagelse om at lade debatten rulle et år endnu kan vi bare fortsætte.

Folkeskolen er og kan ikke være kulturelt og politisk fritstående, den er tværtimod med hele sit virke situeret i kulturen. Når en skole er selektiv og værdibaseret, er den også politisk, det er klart og selvfølgeligt for lærerne i skolen - og enkelte andre. Men selvfølgeligheden må bruges til at skabe forståelse for den betydning, skolens virke får for de børn og unge, der dannes i den - fordi den skaber rammerne for den intersubjektive aktivitet, der gør dem i stand til at skabe sig selv. Set gennem seminariets vinduer, og med skoleloven i hånden, er folkeskolen en meget politisk skole - måske tør vi bare ikke rigtig erkende det?

En politisk skole er ikke ensbetydende med en skole, der har 'svaret'. Den politiske skole opfatter sig selv som en samfundsinstitution, der forbereder mennesker til aktivt at indgå i samfundets og kulturens fællesskaber. Hvad der sker med og besluttes om folkeskolen, må derfor altid forstås i en kulturel og politisk kontekst, og det kræver nogle gange en god vidvinkel!

Og her giver forslaget til professionsideal en udmærket mulighed for at diskutere, hvad vi vil med skolen og hvorfor. Så ja, jeg synes, vi skal have et professionsideal. Og det skal være for at gøre det til genstand for fælles refleksion og diskussion. Og ja, det er måske også en beskrivelse af, hvad der allerede foregår ude på skolerne - så måske er folkeskolens kulturelle og politiske forlegenhed ikke så slem, som nogen tror.

Der er masser af politiske tiltag, der går i retning af at gøre folkeskolen til et sted, hvor man skal programmere borgere, der blot er i stand til at tilpasse sig uden ønske om at ændre på verden eller uden at forholde sig kritisk og aktivt til den. Men vil vi uden at kny acceptere, at regeringen i al sin individualisttænkning i virkeligheden er ligeglad med individet? Anders Fogh Rasmussen og de andre forstår ikke fællesskabets behov for individet og slet ikke individets behov for fællesskabet. De bør ikke uden videre få lov til at sætte normen for, hvad der sker og skal ske i og med folkeskolen. Der er mere gods i den danske lærerstand end en laden stå til-holdning. Vi - og nu skriver jeg 'vi', fordi jeg trods alt er på vej - har en viden, der gør, at det er os, der kan og skal fortælle, hvordan man skaber en god skole. Hvordan man sikrer, at fremtidens borgere er aktive og interesserede, så de kan rumme andet og mere end sig selv og deres egne behov.

Vores profession er, eller bør være, en samling af politisk tænkende professionelle lærere, der med pædagogiske argumenter skal forklare, hvad det er, der er brug for i skolen. Så vil vi også i vores handling være i overensstemmelse med folkeskolelovens formålsparagraf.

Lærere og lærerstuderende har en fælles opgave. Vi skal holde liv i den pædagogiske diskussion om folkeskolen - både på det konkrete og det abstrakte plan. Ellers sikrer vi ikke den samling og styrke inden for professionen, der sikrer professionel handling. Så lad os bruge DLF's forslag til professionsideal offensivt. Med en afklaring bliver vi handledygtige og skolen kulturskabende.

Marie Kjeldsen

studerende på N. Zahles Seminarium

Forkortet af redaktionen