Debat
Nye veje til lederjob
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I det første nummer efter juleferien indledes bladets sider med stillingsannoncer med en tekst i spalten 'Mig og jobbet', som handler om rekruttering af ledere i folkeskolen. Heri fortæller seminariesouschef Andreas Striib, som arrangerer førlederkurser for kommende skoleledere, at, citat: 'Vil man være skoleleder, handler det først og fremmest om at gøre sig klart, at det kræver en særlig indstilling. Det handler om, at man skal være parat til at bruge magt, at man vil noget som leder, at man tager initiativet og kan nedlægge veto, når der er behov for det. Den type forudsætninger kan man få mange steder fra'.
Hvis det er den måde, ledere i folkeskolen udvælges på, er det ikke sært, at der er ledelsesproblemer og dårligt arbejdsmiljø på flere og flere skoler i Danmark. Man bliver ikke en god leder, fordi man har en 'særlig indstilling' til magt. Tværtimod. En god leder skal have en naturlig autoritet og en god faglig ballast, ikke mindst i form af god erfaring med praktisk lærergerning.
Kom dog ned fra træerne! Det er ikke Tarzan'er, vi har brug for i folkeskolen.
Dorte Nørgaard
Værløse