Debat
Kristendom og islam
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Tak til Rikke Strangholt for de fornyede kommentarer.
Du beder mig i Folkeskolennummer 4 om at 'præcisere min mission', for kristendom er ikke evigtgyldig og hævet over andre religioner. Kristendommen er menneskeskabt og må gerne behandles som sådan. Det synes Rikke Strangholt, der er filosofisk anlagt, ja måske endda idehistorisk?
Undertegnede påstår, at den evangelisk-lutherske kristendom er mageløs og i modsætning til religionerne. Derfor gælder det om ikke at skylle barnet ud med badevandet. Det er man så småt i gang med ved fællesbetegnelsen religion.
Livet er både rationelt og irrationelt. Og uden galskab (helst disciplineret) er vi ferske og tomme. Livets salt/gær har i høj grad sin kilde i evangeliet om det ufortjente liv, der har fået mennesker til at rykke sig for hinanden. Ifølge Jan Lindhardt kan proportionalskatten kædes direkte sammen med den barmhjertige samaritaner. Ligesom 'giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er' er en forudsætning for det verdslige samfund. Om bibelen er menneskeskabt, er noget, den enkelte må afgøre. Også jeg ejer tvivlens nådegave, men er imponeret af især de evangeliske tekster, der afslører helt nye sider af den Gud, man ellers kender fra Det Gamle Testamente. Så 'Guds ord de nok skal lade stå. . .' er vel også en tro på evigheden?
Strangholt spørger til den såkaldte multietniske folkeskole. Jeg har ikke direkte erfaring med den. Men et par råd vil jeg godt give efter omgang med muslimer. Hvis du vil sikre dig muslimske forældres respekt, så skjul din teori/tro om den menneskeskabte koran, for der ligger en nøjagtig korandublet i muhamedanernes himmel. Og hvis du er ateist, så sig det ikke til nogen i skolen, ellers giver du let både dig selv og modparten et kæmpechok. I forvejen kan du jo nok ikke løbe fra, at du bare er en kvinde, men som ateist er du ikke engang et menneske! - I dølgsmål sker det, at muslimer lader sig døbe herhjemme. Hvad er de mon bange for? Islam med denne verdens allersidste åbenbaring (Muhameds) står bare højere (ifølge islams helt faste begreber), hvorfor en frafalden muslim helt har fortabt retten til livet. Vi vantro (kristne) kan bedre tolereres.
Kristendomskundskab forbliver usvækket i folkeskolen, forsikres der. Men man kan have sine bange anelser, når faget uden sværdslag gøres til religion, der er noget helt andet med religionernes offerkult, der betjener gudernes krævementalitet. At faget tidligere har haft titlen religion, er ikke noget argument. Situationen er en anden, sådan demografisk, og det gælder frem for alt om ikke at narre hverken den ene eller den anden af de godt fem millioner borgere.
Mogens Bender
Vipperød
Redaktionen betragter hermed denne debat for afsluttet.