Efter syv ugers endt praktik står jeg tilbage med nogle overvejelser til de højere administrative magter!

Først skal lyde et hurraråb til de dygtige lærere på Matthæusgade Skole, som jeg har været så privilegeret at følge. Det er pragtfuldt at møde engagerede lærere, som vejleder dig i, hvordan du kan tackle virkelige konflikter og undervisningen i praksis.

Min frustration består ikke i at skulle ud at være lærer - tværtimod! Problemet er, at der er halvandet år, til min uddannelse er færdig, og denne syvugerspraktik er den længste på en fireårig uddannelse. I denne praktik skal mange forskellige læreropgaver tilgodeses; blandt andet daglig undervisning, deltagelse i skole-hjem-samtaler og møder i pædagogisk råd.

Men når aha-oplevelsen endelig indtræffer i slutningen af din praktik, og du føler dig i stand til at følge et skema samt har lært din klasse at kende, så skal du tilbage på seminariet!

Det er dejligt, at fagligheden øges i læreruddannelsen, og vi lærerstuderende bliver velkvalificerede med fire linjefag. Konflikten opstår dog, når der samtidig bliver mindre praktik, pædagogik og psykologi i uddannelsen. Det hænger knap så godt sammen med, at konfliktløsning, psykologindstilling med mere netop er en naturlig del af en lærers hverdag. Det læres bedst i praksis frem for i teorien. Dog er det kun fagligheden, der bliver målt og udarbejdet statistikker over!

Så kan man tænke over, hvad der er vigtigst - eller om vi ikke skulle nærme os den gyldne middelvej lidt mere?

Maria Boesen

studerende på Zahles Seminarium, København