Endnu en gang skal skolen lægge ryg til prygl og højtråbende kritik.

Jeg har med stor forundring læst avisernes reportager, artikler, debatindlæg, og man må da håbe, at 'den, man elsker, tugter man' er motivet.

For de efterlader et indtryk af et mærkeligt gammeldags skole- og læringssyn, der måske var 60'erne værdigt, men bestemt ikke 2002.

Pisk, gulerod, kontrol og konkurrence er tilsyneladende opskriften.

Så selvfølgelig skulle den enkelte skoles afgangskarakterer offentliggøres, så vi som forbrugere kunne vælge og vrage. Og heldigvis kom OECD samme dag med endnu en undersøgelse, der viste, at skolen nok en gang er på det jævne, og at vi ikke var bedre end nogle bananrepublikker. Galt står det til, skreg medierne - uanset at undersøgelsen faktisk også viste en hel del andet, men nok så positivt!

Mærkeligt at man altid forfalder til en så unuanceret holdning og demonstrerer så lidt indsigt, når det gælder skolen - men okay, vi har jo alle gået i skole, og vi husker jo alle de dårlige oplevelser. . .

Hvorfor er der ingen i medierne, der gider at spørge: Hvad er egentlig opgaven, hvilke betingelser, værktøjer og resurser har skolen for at løse denne opgave, og hvordan går det med at nå de opstillede mål?

For sandheden er jo, at vi med et bredt forlig fik verdens mest udfordrende, visionære skolelov i 1993, som allerede i sit formål afstak den kæmpeopgave, der lå og skulle løses.

En kæmpe kulturforandring har siden præget skolen, og vi er faktisk lidt stolte over resultatet trods elendige betingelser. Ny styrelseslov, ny folkeskolelov, nye arbejdstidsregler, stigende elevtal - stigende klassekvotienter, manglende vedligeholdte skoler. Det var nu kommunernes ansvar at få det hele til at virke - og havde de nogle penge?

Slog vi i sin tid større brød op, end vi havde råd til? Ja måske, men flere timer til enkelte fag, længere tid i skole hver dag, opstramning af de enkelte fags målsætninger og indhold, offentliggørelse af karakterer, karakterer på alle trin, øget testning, selvstændighedskulturer, målretning til erhvervslivets behov, afskaffelse af modersmålsundervisning - er det svarene, eller er vi her virkelig på vildspor? Ja, hvis vi stadig ser 'det hele menneske' som idealet og 'livsduelighed' som målet, så er vi så afgjort på vildspor. Men det er måske ikke målet mere?

Intet ville være lettere end at gå tilbage til 'gulerod og piske',- tiden, men spørgsmålet er, om fremtidens komplekse udfordringer ville kunne løses af mennesker med denne baggrund. Næppe.

Næ, nu er tiden virkelig kommet, hvor vi alle - også de ansvarlige politikere - burde bakke op om verdens bedste skolelov. Lad os fastholde visionerne i loven, livsdueligheden og det 'at lære at lære', lad os tilrette indholdet, og lad os eksperimentere meget mere med organisationen og strukturerne, og frem for alt: Lad os give lærerne langt bedre betingelser. Lad lærerne igen få lov til at gå i karakter, og lad os så formulere de fælles mål, så alle forstår dem, og alle vil dem. Se, det vil være visionært og perspektivrigt og - ikke mindst - fremtidssikret. Skal vi se at komme i gang?

Søren Thomsen

Hvidovre