Ændrer nederlaget i landsretten ved formanden og hovedstyrelsens holdning til det verserende borgerforslag? (sagen mod den danske stat for lærernes tab af den fri forhandlingsret tilbage i 2013, redaktionen). Nu vi vurderer, at vi ikke kan komme efter dem rent juridisk, er det så vurderingen, at vi fortsat vægter det gode samarbejde med Socialdemokratiet højere end eventuelt at få Folketinget til at skulle kigge på det, eller er vi så bange for, at det vil modarbejde "Sammen om skolen", at vi er villige til at lægge det største traume i Danmarks Lærerforenings historie bag os?

En del af fortællingen, jeg hører fra jer og andre lokalformænd, er, at 1/3 af lærerstanden er skiftet ud siden 2013, og at der er en stor del af medlemmerne, der slet ikke har oplevet 2013. Men samtidig betyder det også, at der sidder 2/3 tilbage, der har oplevet dette, og som fortsat har et ar på deres arbejdsliv og retfærdighedssans.

En stor del af medlemmerne har sikkert i apati lagt det bag sig eller har meldt sig ud af foreningen. Måske en del af årsagen til, at involveringen ude blandt medlemmerne har været dalende siden 2013, er, at mange med rette er blevet apatiske. For hvad nytter det, når selv ens egen forening opgiver ævred efter at få belyst, at det, der skete i 2013, var et overgreb mod lærerne såvel som den danske model.

Skylder vi ikke at være med den medlemsgruppe, for hvem det fortsat rider dem som en mare, at vi blev trådt på? Og alle dem, der hver dag fortsat kæmper med konsekvenserne, og som oplever, at der kan være meget langt fra de bonede gulve til klasseværelserne?

Forkortet af redaktionen.