En af Tivolis attraktioner for mindre børn er veteranbilerne, hvor chaufføren stolt kan dreje på rattet, mens bilen usvigelig sikkert glider af sted på det skinnelegeme, der sikrer, at alle undgår sammenstød og når i mål. Billedet af et trygt vinkende barnebarn – med den ene hånd på rattet – sejlede flere gange rundt på nethinden, mens jeg læste denne perspektivrige og tankevækkende bog om New Public Management-tænkningens bidrag til effektivisering af folkeskoler og gymnasier.

Bogens ti kapitler har afsæt i et forskningsprojekt på Syddansk Universitet, hvor man har sat sig for at fokusere på det ledelses- og styringsfelt, som fortalere ser som sikringen af det offentliges udbytte af investeringerne i uddannelserne, men som kritikere betragter som en trussel imod den danske skoles demokrati- og dannelsestradition.

Omkring halvdelen af kapitlerne tager fat på evaluering, kvalitetsudvikling og arbejde med Fælles Mål med referencer til folkeskolens verden, mens de resterende kapitler ser på organisering, teamkoordination og videndeling med afsæt i gymnasiets verden. Men alle kapitler kan læses med udbytte af læsere med interesser i de andres verden, ja, af læsere med interesse i styring af det offentlige i det hele taget.

Det er en gennemgående afdækning af samtlige problemfelter, at styringen af uddannelsesinstitutionerne er gennemsyret af basale paradokser, som sætter ledere og medarbejdere i permanente dilemmaer. Således sker der på samme tid en centralisering af indhold og en decentralisering af opgaveløsning og en lokal selvforvaltning kombineret med centrale kontrolmekanismer. Styringen af uddannelsesinstitutionerne er underlagt et krydspres imellem forvaltning og faglighed, og det må mane til eftertanke, at dette pres blandt andet som følge af teamorganisering ikke blot finder sted mellem stat og kommuner, mellem kommunale forvaltninger og skoler, mellem skoleledelser og undervisere - men også blandt kolleger indbyrdes. New Public Management-styringsfilosofien er trængt ind alle steder, men er afhængig af den enkelte lærers formåen i forhold til didaktik og stofudvælgelse, der matcher elevgruppen. Eller sagt på en anden måde: Hvordan kan man udvikle lærerens professionelle adfærd, når Fælles Mål, elevplaner, nationale test og kommunale kvalitetsmålinger sætter lærerens professionelle valg på skinner?

I kapitlet om arbejdet med Fælles Mål, som beskæftiger sig med problemfeltet anskuet fra lærersynsvinklen, bliver vandene delt: Nogle lærere finder, at de er blevet mere professionelle, fordi de nu i relation til blandt andre elever og forældre kan henvise til, at der er noget, vi skal, et pensum, mens andre finder, at styringen stækker deres muligheder for at agere professionelt.

Kapitlet er interessant, fordi det helt konkret og tydeligt viser, at den øgede styring ikke opleves entydigt negativ, og at lærerne tilsyneladende finder ud af at agere under det krydspres, der opstår, når man på én gang får udvist decentral tillid og bliver overvåget centralt.

Direkte morsomt er kapitlet om strategi og spin, hvor en gruppe gymnasierektorers skrivelse om frit gymnasievalg analyseres ud fra aktantmodellen. Her afdækkes de velbjergedes nyliberalisme, og man får lyst til at købe glinsende Saxo Bank-cykeltrikoter til rektorerne.

Bogen har solid næring til alle, der vil reflektere over, hvor vi er på vej hen. Får skoleledelser bedre redskaber til at kvalitetsudvikle, når nu skoleforligsparterne får forenklet Fælles Mål? Eller får de blot nemmere ved at styre? Og bliver lærere mere professionelle? Eller bare udstyret med et nyt rat til en tur på en politisk Tivoli-bane?  

Min eneste anke imod denne bog er, at dens videnskabelige terminologi er så sofistikeret, at man af og til fristes til at kyle den ad h... til. Og det skal man ikke gøre, for den er væsentlig. Så kære forskere: Gør dog noget sprogligt for at få jeres forskning formidlet.