Det forsøger dette indlæg at svare på ved at bemærke to væsentlige forhold.

Det første forhold er den stigende arbejdsmængde med elever, som har særlige behov og samtidig skal inkluderes. En god idé! Men en succes med ideen forudsætter tid til at samarbejde om opfyldelsen af de særlige behov. Hvis tiden til dette samarbejde skæres væk, må det da vel være en selvfølgelighed for alle, herunder også for KL og mange kommunalpolitikere, at så stiger chancen for, at undervisningen og udviklingen af disse elever ikke fører til en succesfuld inklusion. Den tid og de midler, der anvendes på de svage, kan blive så utilstrækkelige, at de svage senere i deres liv bliver en så stor belastning for samfundsøkonomien, at det kan være med til at true velfærden.

Det andet forhold er det, at lærerne nu i en del år hver især har haft til opgave hvert eneste år at skrive en eller to elevplaner for hver elev i hvert fag. Samtidig skal de fleste lærere forberede og afholde eller deltage i en-to skole-hjem-samtaler om året samt forberede og afholde eller deltage i et forældremøde om året. For nogle lærere gælder det, at de skal deltage i skole-hjem-samtaler og forældremøder for flere klasser. Og elevplanerne skulle blandt andet være grundlag for seriøse skole-hjem-samtaler for hver enkelt elev op til to gange årligt. Hvis lærerne ikke får tilstrækkeligt arbejdstid til at koordinere indholdet af sådanne skole-hjem-samtaler, forældremøder og elevplaner, vil både indholdet af elevplanerne og ikke mindst mange af skole-hjem-samtalerne og møderne blive alt for usammenhængende og virke meget uprofessionelle i forhold til målet med elevplanerne, samtalerne og møderne.