Debat
Din mand er ikke velkommen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jeg skiftede lærerkreds sidste forår, og nu inviterer Vestsjællands Lærerkreds til jubilæumsfest. I indbydelsen lyder det: 'Mange vil sikkert undre sig over at være medlem af en forening, som i den grad fejrer sig selv på utraditionelle tidspunkter'.
Lærerkredsen indbyder sine medlemmer med ledsagere, og der opkræves et symbolsk deltagergebyr. Beklageligvis er der denne fodnote i indbydelsen: 'Ledsagere, som kunne være medlem af DLF, men ikke er det, er ikke velkomne!'
Min mand er skoleleder, og han har fravalgt DLF, fordi han mener, at Danmarks Skolelederforening varetager hans interesser bedst. Havde han ikke gjort det, eller hvis han var 'ikke-lærer', kunne vi deltage i festen (uanset hans medlemskab af en fagforening eller ej).
Jeg er vred og dybt forundret over kredsstyrelsens holdning, og jeg har svært ved at forstå, at dele af mit fagforeningskontingent går til en fest, hvor ikke alle medlemmer er ligestillet i forhold til deltagelse med ledsagere!
Jo - jeg undrer mig meget, men ikke over 'utraditionelle tidspunkter'.
Kirsten Høysholdt
Dianalund