Den dag de banker på og spørger, hvordan det går med folkeskolelovens gennemførelse, om man vil redegøre for, hvorledes kommunens visioner og skolens virksomhedsplan indarbejdes i det daglige arbejde, den dag må den enkelte lærer træffe et alvorligt valg. Vil han kvidre: 'Her går det godt, fru Kammerherreinde, i vores læringsmiljø implementerer vi, så vi er helt euforiske. Om føje tid er loven gennemført, det er ganske vist, for vi har alle de fine beskrivelser parat til at sende opad i systemet'?

Eller vil han vælge at vente til dagen, hvor systemet bliver konfronteret med virkeligheden: 'Vi gør, hvad vi kan under de givne omstændigheder, vi synes, at børnene lærer noget, vi forsøger til stadighed at gøre vores undervisning bedre, vi samarbejder, vi kender kravene, og vi arbejder med dem, men vores undervisning og dagligdag ligner ikke papirverdenens, vi vil ikke svigte børnene, og vi vil ikke være med til at bekræfte systemet ved at sende fine papirer videre til næste led i pyramiden'.

Det første er det nemmeste, men samtidig det fejeste, for hvilken lærer er i stand til at realisere de himmelstræbende idealer og samtidig sørge for, at fagligheden er i orden? Hvilken lærer har hele den didaktiske model med loven, faghæfterne, de kommunale visioner, skolens virksomhedsplan, klassens og den enkeltes læringsplan liggende på katederet?

Man er med sin politisk korrekte optræden med til at støtte et system, der ikke vil vide af virkeligheden. Et system, der på fuld tryk forsøger at legitimere sig med storstilede reklamekampagner som F2000 og Projekt Kvalitetsudvikling.

Siger man nej til at optræde som marionet i det teater, står man alene over for en arbejdsgiver, der har hele apparatet inklusive overenskomsten på sin side. Alligevel vælger jeg det sidste. Jeg siger nej til løgnen.

Spørgsmålet er, hvor længe vi finder os i, at Danmarks Lærerforening siger ja.

Jørgen Bruun Nielsen

Esbjerg