Det nærmer sig virkelighedsflugt, når formanden i Folkeskolen nummer 1/2 svarer på to kollegers henvendelse om kontingentforhøjelsen på en femmer. 'Nej, foreningens såkaldte indsatsområde vedrører dialog for kvalitativt at udvikle folkeskolen'. Ordet 'indsatsområde' bliver en slags sløring, fordi formanden tilsyneladende ikke kan sige, hvad det drejer sig om med andet end et bureaukratisk ord.

Det kan lederen dog i samme blad, hvor det konstateres, at det drejer sig om erfaringsudveksling med udviklingsarbejder. Her kan hentes inspiration og inspireres til nye udviklingsarbejder. Og formanden beroliger med, at der ikke indgår nogen kvalitetsvurdering af lærerne i det nye initiativ. 1.700 folkeskolers lærere opfordres nu til at deltage i rapportskrivning om stort og småt på udviklingsområdet for skolearbejde. Var det virkelig en enig kongres og ingen kritiske røster, der vedtog dette?

I tidens løb har jeg set mange rapporter, men også hver gang konstateret, at de ofte ikke kan anvendes af andre end rapportskriveren, fordi det er forskellige forudsætninger/elevmaterialer, man arbejder med. Rapporten er ikke så udbygget og kan ikke være det, fordi mange mellemregninger og indre dialog ikke kan komme med i bogholderiarbejdet, der først og fremmest er udarbejdet til forfatteren selv.

En rapport vil også blive udsat for kvalitetsvurdering, hvad ellers - så formanden slipper alt for nemt udenom ved at hævde, at det skam er arbejdsgiverne, der har ansvar for kvalitetsudviklingen i skolen. Foreningen er ramt af synliggørelsessyndromet, der blænder i forhold til skolens praktiske hverdag og derfor medfører opstilling af urealistiske mål - og det er målet om at registrere 'alle store og små udviklingsarbejder for at give erfaringerne videre'.

Torben Thomsen

Aars