Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Der var en gang, for seks til syv hundrede år siden, at det begyndte at gå galt for romerkirken. Nogle begyndte at tænke selvstændigt, stille spørgsmål og indrette sig efter, hvordan verden nu så ud i virkeligheden. Det førte til et opgør med dogmatik og nedarvet praksis. Romerkirkens troværdighed blev draget i tvivl.
Rundt omkring i Europa var der menigheder og enkeltpersoner, der var uefterrettelige.
Det var ikke godt. Det måtte der gøres noget ved, så inkvisitionen blev indført.
Den rette tro måtte håndhæves og forsvares.
Et utal af inkvisitorer blev udnævnt for at forsvare den rette tro.
Det kom der mangt et lystigt kætterbål ud af.
Vagn Madsen, viceskoleinspektør, Brønderslev, er desværre seks til syv hundrede år for sent på den.
Ingen tvivl om, at han, med den entusiasme han udviser, ville være den fødte inkvisitor. Han ved, hvad der er ret og skel i dagens skole - og han helmer ikke med at udbrede sin viden.
Men han mangler tidligere tiders magtmidler: bål og brand.
I dag må han nøjes med Folkeskolens uendeligt tålsomme spalter.
Med bagklogskabens øjne kan vi i dag se, at de ikke tog helt fejl, de, der gik ind i et opgør med den forbenede dogmatiske fastholden af retten til at fortolke sandheden, sandheden og kun sandheden.
Den, som ingen kan have patent på, heller ikke Vagn Madsen, viceskoleinspektør, Brønderslev.
Det tog lang tid, men oplysningen bredte sig og blev efterhånden folkeeje i de 'reformerte' lande.
Vi fik folkeskolelove, der kom til at gælde for hele folket.
Vi har gennem årene fået en dansk uddannelsesmodel, som vi, efter bedste evne som tjenere i det danske uddannelsessystem, er forpligtet på, som vi i mange sammenhænge er glade for - og som vi gør vores bedste for at gennemføre, skønt guderne skal vide, at vi dagligt ser mangler og svigt.
Jeg føler, at vi kan være stolte over det, vi har nået.
Men er det ikke snart på tide at sende anakronisten, inkvisitor Vagn Madsen, viceskoleinspektør, Brønderslev, på pension?
Han lever i et forkert land i en forkert tid.
Carl Ejner Madsen
viceskoleinspektør, Korsør