Før jul afsendte jeg til disse spalter en tak til dem, der deltog i min underskriftsindsamling. Denne nåede på grund af en dårlig fax ikke frem til Folkeskolens redaktion i læsbar stand.

Ved at skrive nu får jeg til gengæld chancen for også at kommentere den meningsudveksling, der finder sted i forbindelse med, at min lokale kreds fjernede mit initiativ fra en pædagogisk inspirationsdag.

Men først underskriftsindsamlingen. Det var både glædeligt og bedrøveligt at få post fra de mange, der deltog. Glædeligt, fordi man roste mit initiativ i vedlagte breve, bedrøveligt, fordi mange gav udtryk for, at kampen var håbløs, og at de ikke orkede mere.

Det er mit indtryk, at folk sidder med en fornemmelse af, at der bliver kastet vrag på det, de har viet deres professionelle liv til.

Jeg kan godt forstå, det er svært at holde modet oppe, fordi de nye initiativer i høj grad postuleres at være forbundet med udviklingens krav, og hvem tør kæmpe mod udviklingen og få at vide, at man spænder snubletråde ud for folkeskolen!

Undervisningsministeren er godt med på vognen, når han på bagsiden af avisen fra DLF og Skole og Samfund lidt alfaderligt, men mest arrogant maner til besindighed, og siger: Giv nu loven en chance, så skal I bare se. Der er kun tilbage at spørge: Betyder det, at hvis færdighederne og kundskaberne på væsentlige områder ikke viser sig forbedret i løbet af en årrække, så vil man tage konsekvensen, og gå i en anden retning? Hvis det er tilfældet, vil ventetiden, skønt den bliver lang, være fyldt med forventningens glæde.

Mine synspunkter er ikke udtryk for min alder eller mangel på indsigt i øvrigt, det udtrykker min holdning til det at være lærer og undervise i folkeskolen. Og nej, jeg har ikke lyst til at give noget chancen, som er stik imod min opfattelse af, hvad der kan bruges til daglig i folkeskolen.

Min tvist med min lokale kreds er ganske vist interessant, men egner sig nok ikke til debat på disse sider før en grundig forklaring om hændelsesforløbet. Det er der ikke plads til her, og redaktionen er så vidt vides ikke til sinds at lægge sig ud med sin egen forening, og derfor skal jeg blot kort skitsere, hvad det hele er endt med, og hvorfor det er rimeligt.

Efter en del lokal blæst om nedtagningen af underskriftsindsamlingen, blev jeg indkaldt til 'forsoningsmøde' i kredsen. Der udvekslede vi endnu en gang synspunkter, hvor jeg fastholdt, at jeg i bund og grund anså deres handling for politisk, og at de var gået over stregen i deres magtanvendelse. Min handling, som bestod i at informere pressen om metoderne, er efter min opfattelse også politisk, de brugte deres midler, jeg brugte mine. Så vidt så godt.

Enden på det hele blev, at vores formand tilbød at behandle det passerede indgående i sin formandsberetning på næste generalforsamling. Det tilbud tog jeg imod, så kan medlemmerne tage stilling til de valgtes handlinger og drage den konsekvens, de finder rimelig.

Mere er der vel ikke at sige til det, men det bliver interessant at se, hvad holdningen er til den tid.

Morten May

Vig Skole