I en folkekær operette optræder en admiral, hvis væsentligste kvalifikation var, at han intet vidste om sit funktionsområde og via uproduktive, perifere teoretiske sysler havde avanceret sig fra ubehageligt, hårdt praktisk arbejde, som for eksempel at stå til søs.

Folkeskolen har i dag et utal af admiraler. Og lærernes eget fagblad tøver ikke med at bringe beretninger fra disse, når de har erhvervet sig en ny sabel, en ny kæphest, en ny skyklap eller en ny idiosynkrasi, hvormed de maltrakterer folkeskolens slidsomme hverdag og lærernes daglige arbejde, som indsigtsfulde ved kun lykkes i kraft af en enorm ekstraindsats, som ligger langt ud over honoreringen og på trods af arbejdstidsregler og knappe ressourcer.

Man bliver derfor uendelig træt af Folkeskolen, når det i nummer 1/2 tordner frem i det nye år med to artikler, hvis hovedbudskab er, at lærerne i dag vist ikke forstår nutidens livlige, individualistiske børn, der ikke finder sig i hvad som helst.

Forhandlergenerationen, som psykolog Dion Sommer kalder den og karakteriserer dens udgangspunkt ved mødet med skolen som moderne, ressourcefyldt, samarbejdsvilligt, interesseret og begejstret. Jamen har børn ikke altid været det - og måske i højere grad tidligere end i dag? Er problemet ikke, at børn i dag kræver en individuel behandling, som lovgivningen godt nok underbygger, men ressourcerne forbyder? At utroligt mange psykologer i tidens løb altid har taget afsæt i det enkelte barns behov uden smålig skelen til, at læreren faktisk står og skal tilgodese 25 børns individuelle behov påén gang. At psykologer normalt arbejder med ét barn ad gangen, og, når antallet stiger, beskæftiger sig med dem på det teoretiske plan - på papiret. Jeg synes, det kunne være forfriskende, hvis artiklens sidste afsnit havde stået som det første, så kunne jeg have sparet mig for at læse den.

Holdningen er åbenbart en psykologisk trend, for næste artikel er om Jens Rasmussen, der legitimerer sin admiralstatus ved at tilkendegive, at han trods alt er uddannet lærer og på et tidspunkt har virket som sådan. Han mener, at læreren uanset tid, sted og situation skal være parat til at lege Højlunds Forsamlingshus. Lovgivningens demokratiske hovedsigte skal projiceres ned til hver eneste time, og selv om konsensus opnås, skal læreren ikke formaste sig til at tro, at næste lektion blot kan forløbe i overensstemmelse hermed. Kunne han forestille sig, at nogle elever anså dette som en pædagogisk svaghed, og at undervisningens progression eventuelt kunne lide blot en anelse under denne noget enøjede pædagogiske angrebsvinkel? Hvorfor ikke tage orlov fra Lærerhøjskolen et par år og så få afprøvet teorierne i praksis i folkeskolen?

Bernt Hubert

Greve

Forkortet af redaktionen