Nogle kommuner er begyndt at markedsføre

folkeskolen. For mange i skolen er det en helt fremmed tankegang. Skal vi nu ud og slå på tromme for det, som burde være den naturlige fælles skole ­for alle børn? Det sted, hvor direktørdatteren møder arbejdsmandens søn og lærer at begå sig i et fællesskab. Ja, når vi kommer helt i hopla, er folkeskolen jo hele grundlaget for demokratiet. Det skal da ikke besudles af reklamer? Handlingerne må tælle for sig selv.

Ja, sådan burde det egentlig være. I mange brancher delte man også længe det synspunkt. Tag for eksempel velgørende organisationer. De vægrede sig ved at bruge midler, som de møjsommeligt havde samlet ind til gode formål, på reklamer og på at gøre opmærksom på sig selv. Nu har vi indsamlinger i bedste sendetid med kendisser, reklamer og massiv markedsføring. Organisationerne får da også indimellem kritik af, at de har valgt at bruge penge på det.

Hvornår er folkeskolen ikke længere folkets skole?

Men virkeligheden er, at der på den moderne offentlige markedsplads ikke er plads til dem, der undlader at fortælle, hvad de er gode til. Tiderne er for længst skiftet. Så spørgsmålet er ikke, om man skal reklamere, men hvordan. Og hvordan man undgår, at det koster penge ud af kernedriften i skolen.

Og så er det også afgørende, hvordan man gør det. I dette blad har vi eksempler på flere forskellige metoder. Der, hvor man markedsfører sig ved helt simpelt at begynde at fortælle offentligheden, hvad der sker i skolen, er det meget svært at se et problem i det. Tværtimod. Ej heller kan man tage anstød af, at man stemmer dørklokker hos potentielle elevers forældre.

For hvad vælger forældrene ellers efter? De kender ikke de mulige skoler personligt, så de er nødt til at gå efter fornemmelser, rygter, historier, de har hørt, eller ideologi. Så er det bedre at få fortalt, hvad skolen er.

Men det helt afgørende reklametrick er at sørge for, at der faktisk er noget at reklamere for. Sugarcoating duer ikke i folkeskolen.

Sugarcoating er et begreb, som beskriver, hvordan man dækker over problemer ved at smøre et lag glasur udenpå for eksempel i form af glittede brochurer. Men det giver bagslag, for modtagerne opdager sandheden, når de smager virkeligheden.

Læser man derfor om de nedskæringer og lærerfyringer, som nu igen fejer ind over skolerne, bliver man forstemt: Skolesammenlægninger, som forældrene bliver kede af. Inklusion, som mislykkes. Færre hænder i klasserne. Den slags fører til kundeflugt.

Der burde være rum til at skabe og fortælle en bedre historie. Alle privatskoleeleverne vidner jo i hvert fald om forældre, som er parate til at betale ekstra for, at deres børn får en god skolegang. Så mangler der bare, at politikerne tør afsætte det i budgetterne.

Se, det ville være god markedsføring af folkeskolen.