Foto: Stig Nielsen
Ny praktikant vil lave historier, som brænder fast på nethinden
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvert ord er vigtigt. Derfor vil Folkeskolens nye praktikant, Cathrine Bangild, ord for ord skabe billeder, så læseren ikke kan andet end tage historierne med sig i en ellers travl hverdag.
»Jeg elsker selv at læse historier, som bare sidder fast. Historier, hvor sproget skaber en fortælling, som jeg bare ikke kan få ud af hovedet. Dét vil jeg gerne give læseren«, fortæller hun.
Inden journaliststudierne på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole læste Cathrine indoeuropæisk på Københavns Universitet. Men et år inde i studiet stod det klart, at kærligheden til det skrevne ord var for stor.
Hun har 1. februar afløst Anette Solgaard, som efter et år på redaktionen skal afslutte sin praktikperiode ved formiddagsavisen BT.