Debat

Men hvad siger lærerne?

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Politikere og forvaltninger landet over diskuterer i denne tid elevernes lange skoledag. Skal skolerne have mulighed for at bruge folkeskolelovens paragraf 16b fuldt ud til at bytte de understøttende undervisningstimer ud med to lærere/voksne i undervisningen?

Men hvad siger lærerne? Ja, sandsynligvis bliver de ikke spurgt til råds af politikerne. Men det skal ikke afholde lærerne på den enkelte skole fra at tage del i diskussionen og få indflydelse på beslutningen. Elevernes ønske om en kortere skoledag kan opfyldes med muligheden for dispensation. Men lærernes ønske om at kunne give undervisning af større kvalitet og med større udbytte for eleverne er også et mål for denne dispensation.

Med en god drøftelse om mulighederne på egen skole, hvor lærere og ledelse i dialog finder de gode eksempler på, hvordan en ekstra lærer i nogle timer kan bruges til elevernes bedste, vil man finde de gode argumenter for at bruge dispensationen. De argumenter bør politikerne også kende, når de skal tage beslutning. Det er lærerne på den enkelte skole, som står i hverdagen og kan se mulighederne, der har en professionel indsigt i disse argumenter.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Hvis byrådet har givet muligheden, er diskussionen om, hvordan man vil bruge det på egen skole, lige så vigtig. Hvordan kan jeg bruge denne mulighed, så den udvider kvaliteten i mine timer?

Diskussionen løftes bedst, hvis der er muligheder for at tage den på lærermøder med ledelsen, men er det ikke muligt, så må man tage diskussionen i sit team og gå til ledelsen med sine ønsker. Lærernes pædagogiske stemme i debatten er stadig betydende og vigtig.

Dette er et eksempel på, hvordan lærernes faglige professionelle indsigt bør indgå i beslutningen. En indsigt, der bør få betydning for beslutninger på mange andre områder. Hvordan organiserer vi hverdagen, så det fremmer god undervisning til gavn for eleverne? Kan lektionslængden ændres, kan lektieordningen organiseres anderledes, kan større brug af temauger give et positivt udbytte for elever og lærere?

Og husk! Også ved beslutningerne om indkøb af læringsplatforme, som kommunerne står midt i, eller om brugen af læringsmålstyret undervisning, så er det vigtigt, at skolens lærere løfter stemmen og giver deres mening til kende.

Det arbejde vil vi også støtte lærerne i fra centralt hold - hvor vi med materialer og på møder og konferencer vil have fokus på, hvordan og på hvilke områder det kan ske ude lokalt på skolerne. Det er vigtigt, hvad lærerne mener!