Da jeg i sidste uge sad til en afslutning på læreruddannelsen, hvor studerende bestod, selvom de ikke havde deltaget i undervisningen, blev jeg bekymret. Læreruddannelsen er nu blevet så presset, at vi gør alt for at få studerende igennem. I dette tilfælde giver dem en ny chance dagen efter.

Læreruddannelsen er økonomisk presset, fordi få ønsker at blive lærere, og fordi der spares i hele sektoren. For institutionen bliver det derfor nødvendigt, at alle dukker op til eksaminer og afslutninger, og at de består. Så er der penge i kassen. På den måde er jeg og min uddannelsesinstitution på samme side. Jeg ønsker også at gå til eksamen og bestå. Min bekymring opstår, når man laver ad hoc-løsninger, fordi studerende ikke dukker op.

Når man dumper en studerende, prioriterer man kvalitet. En ikkebestået eksamen er uddannelsens måde at sige på, at studerende skal leve op til et niveau for at blive lærere. Problemet er, at hvis den studerende kommer et halvt år senere til eksamen, bliver pengene til institutionen et halvt år forsinket.

Jeg er en dedikeret studerende. Jeg er optaget af lærerfaget og helt vildt taknemmelig over at modtage undervisning inden for emner, der optager mig. Det er heldigt, at det optager mig, for hvis ikke jeg selv sikrer, at jeg lærer noget, så er der ingen, der gør det. Det har de ikke råd til.

Som stolt studerende kan man blive træt af flosklen »alle kan blive lærere«. Den får jo mig til at fremstå ubegavet. I disse dage er vreden dog fordampet. Jeg kan se, at flosklen bliver en realitet med nedskæringerne i læreruddannelsen.

I dag kan alle blive lærere. Uddannelserne har ikke råd til andet. I hvert fald ikke før vi vælger en regering, der satser på uddannelse.