Malik Siddique stjal knallerter og var en rod. Han gik i skole på Nørrebro i København. Men der var en lærer, som var i stand til at »connecte«. En lærer, der brugte den rigtige blanding af autoritet og respekt, som var med til at få Malik tilbage på sporet. I dag arbejder Malik selv med at hjælpe indvandrerdrenge.

Det er en livsbekræftende historie, som vi har hørt mange gange. Den om læreren, som betyder en afgørende forskel.

Det er også en del af fortællingen om den danske folkeskole. Hvor socialt engagerede lærere kæmper for at få fat i dem, der ikke oplever sig selv som en del af det demokratiske fællesskab, og vise dem, at det findes. Hvor der er plads til alle. Det er et møde, som ofte kun sker i folkeskolen.

Men når man ser de nyeste undersøgelser, er det svært at holde gejsten oppe. Hver tiende lærer har forladt folkeskolen, siden den forhadte lov 409 trådte i kraft. Det er en stigning på 30 procent i forhold til året før.

Til syvende og sidst skal alle jo kunne se sig selv i øjnene og stå inde for det, de gør. Derfor er det ikke så sært, at lærerne stemmer med fødderne.

Undersøgelser viser også, at der blandt forældrene er stigende utilfredshed. De forholder sig ganske vist ikke til lærernes betingelser for at udføre arbejdet - og det er nok de færreste, som ved eller interesserer sig for, hvad lov 409 har betydet for lærerne. Men de ser, hvordan det går med reformen og den nye lange skoledag.

Også her kan man se advarselssignaler i forhold til den fælles folkeskole. Foreningen Skole og Forældre har gennemført en undersøgelse, som viser, at 28 procent af forældrene er utilfredse med folkeskolen - en stigning fra cirka 15 procent i september 2014.

For hvem synes, at det er okay at lægge børn til noget, man kan opleve som et eksperiment? Det kan godt være, at det hele bliver fint engang om nogle år. Men så er en stor del af børnenes skoletid gået. Så også forældre, som i princippet går ind for den fælles skole, stiller sig op i køen til privatskolerne.

De to tendenser burde få hårene til at rejse sig på hovedet af politikerne. Men det er der ingen tegn på:

Både undervisningsminister Christine Antorini (Socialdemokraterne) og formanden for KL's børne- og kulturudvalg, Anna Mee Allerslev (Det Radikale Venstre), er »sikre på«, at forældrene med tiden bliver mere tilfredse. Rom blev ikke bygget på en dag, siger Anna Mee til Politiken. Også KL's chefforhandler, den konservative borgmester Michael Ziegler, maner til tålmodighed.

Lærere og forældre har brug for konkrete handlinger nu. Handlinger, der peger i retning af, at problemerne bliver løst. De kan ikke nøjes med besværgelser, som ligner noget, der er trukket i en automat. Det er tydeligt, at politikerne ikke forholder sig til virkeligheden.

Der er ikke noget, som for alvor forhindrer dem i at vise, at de ønsker at løse problemerne. De har chancen lige nu ved overenskomstforhandlingerne. Og så kan man jo stadig håbe, at udsigten til et valg kan bringe lidt grøde i sagen. For folkeskolens skyld.