Uhadada, hvor er der megen grøde og grød i folkeskolen for tiden.

Jeg fratrådte for halvandet år siden min stilling som lærer efter 34 vidunderlige år i folkeskolen. På samme arbejdsplads i alle årene. For det meste i overbygningen med dansk, engelsk, musical som kernefag. Never a dull moment!

I tilbageblik kan jeg ikke erindre én dag, hvor jeg har været ked af at komme på arbejde. Jo, ked af at stå tidligt op som b-menneske, men altid glad for at møde mine kolleger og mine klasser.

Som »erfaren lærer« vil jeg i dette indslag rette en bøn til vores børne- og undervisningsminister, Christine Antorini, som i Folkeskolen nummer 1 kom med en underlig kommentar til lærer Ditte Jensen fra Fulgsanggårdsskolen i Lyngby-Taarbæk Kommune: »Mindre forberedelsestid til erfarne lærere«.

Den kommentar er der alvorligt sprængstof i. Hvis det koncept bliver gennemført, skal jeg prøve at oversætte det for erfarne og uerfarne lærere, som måske ikke har tænkt så meget over, hvad det indebærer:

Antorini ved åbenbart ikke, at en masse erfarne lærere sætter en ære i at undervise så varieret som muligt - alt efter klassens beskaffenhed. Det kræver ny forberedelse hvert år, hver måned, hver uge, hver time. Også for lærerens egen skyld. Hvem gider sidde fast i samme forløb år efter år, hvis man vel at mærke mener noget med sit arbejde? Hver eneste klasse/gruppe reagerer forskelligt på det oplæg, der gives.

Skæres der i erfarne læreres forberedelsestid, skorter det vel på fleksibilitet og omstillingsparathed, hvis læreren da ikke selv skal betale for sit arbejde. Er det der, man vil hen: »Årh, de er sgu nok så ærekære, at de alligevel bruger en masse tid på forberedelse!«

Gosh!