Tvivlen om, hvorvidt børn i skolen får den helt rigtige faglige karakter, begyndte vel nok, dengang det politiske system holdt op med at tage folkeskolens undervisning alvorligt og afskaffede eksamen samt de årlige landsdækkende møder for beskikkede censorer, hvor karaktergivningen til de afsluttende prøver blev afstemt og drøftet i kursusform. Det var ikke noget at bruge penge på, når eksamener og karakterer alligevel blev tømt for betydning for at undgå en for synlig forskel mellem dygtige og ikke dygtige elever. Så indførte man de famøse gruppeprøver, hvor elever, der ikke var fagligt stærke, groft sagt kunne score en god karakter ved at illustrere og farvelægge en til emnet hørende planche eller tilføre projektet andet kreativt biprodukt. Var kreativitet måske ikke lige så god en intelligens som evnen for boglig viden. Her på det sidste argumenterer man så som modtræk til regeringens forslag om afskaffelse af gruppeeksaminationer for, at man sagtens kan give individuelle karakterer selv under en gruppeoverhøring, trods det at elever i grupper ikke alene næsten uundgåeligt har lånt stof af hinanden i forberedelsesfasen og i overhøringsfasen uundgåe­ligt påvirker hinandens fremlæggelser. Men selvfølgelig kan man da nok finde personlige afvigelser gruppemedlemmerne imellem, som altså resulterer i, hvad man kalder for en individuel karaktergivning. Det er altså ikke alene lærerne, man bør rette opmærksomheden imod, når formanden for Karakterkommissionen, Katherine Richardson, i Folkeskolen nummer 49 kritiserer karaktergivningen i folkeskolen. Folkeskoleloven og især dennes forsvarer har virkelig gjort alt for at forplumre de forhold, hvorunder karaktergivningen foregår.